Krisens ulidelige lethed

Oppositionen slipper for let, når krisebevidstheden fejler

Hvad er problemet? Aktiekurserne stiger, boligsalget er på vej op, arbejdsløsheden er holdt op med at vokse, overskuddet på betalingsbalancen er gigantisk, og sommeren er endelig på vej. Så hvorfor stadig al den krisesnak? Hvorfor irriterende nedskæringer på dagpenge og børnecheck, når det hele kan klares ved, at vi allesammen arbejder blot 12 minutter mere om dagen? 12 minutter!

Sådan kan man lidt ondt udlægge oppositionens svar på den økonomiske krise. Hvad værre er, så vækker svaret imidlertid også genklang i befolkningen. I hvert fald viser meningsmålingerne, at vælgerne strømmer fra regeringspartierne til oppositionen.

Vandringen kan der være mange udmærkede forklaringer på, for eksempel regeringens nedslidning og elementer i dens krisepakke. Men skåret ind til benet afslører meningsmålingerne et helt grundlæggende problem, nemlig at de færreste åbenbart har fattet krisens alvor og dybde. Det gælder i øvrigt ikke kun i Danmark. Overalt i Europa strammer regeringer op på finanserne, akkompagneret af strejker, demonstrationer og vælgerflugt til oppositionen, hvad farve den så end måtte have.

Men hvad er da problemet? Det er gælden. Den private og den offentlige gæld. Takket være afdragsfrie lån og en ekstremt lav rente har boligejere alt for længe kunnet belåne deres boliger langt op over skorstenen. Med de stadige liberaliseringer af lånemarkedet har både den nuværende og den tidligere regering ulykkeligvis forsøgt at købe sig til vælgergunst i de "fede" år.

Da finanskrisen fik boblen til at revne, måtte verdens regeringer træde til med lånepakker til finanssektoren. Nu truer den offentlige gæld mange EU-lande. Det er både et her og nu-problem og et langsigtet problem. Regningen sendes videre til børn og børnebørn, og dem bliver der desværre færre af i fremtiden. Derfor er det for letsindigt af statsministeren at stille i udsigt, at bare vi klarer krisepakken i to år, bliver alt godt. Og derfor er det især letsindigt af oppositionen, at den ikke svarer på, hvad den konkret vil gøre. Den svarer ikke på, hvordan den vil få alle til at arbejde de 12 minutter ekstra hver dag.

Den svarer ikke på, om regeringens afkortning af dagpengeperioden til to år skal fastholdes. Og den svarer ikke på, hvordan den vil skaffe de mange milliarder ekstra, når kommuner og regioner fortsat skal have lov at bruge flere penge på velfærd. Mantraet er, at det meste må afklares i trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter. At inddrage arbejdsmarkedets parter er fint, men det fritager ikke politikere for at sige, hvordan de selv vil løse problemerne. Det slipper oppositionen desværre af sted med, fordi vælgerne stadig betragter krisen med en ulidelig lethed.

hhh