Når den centralafrikanske kristne kvinde Yvette i dagens avis fortæller, hvordan hun med nød og næppe fik reddet sig selv og sine børn fra et muslimsk angreb på hendes landsby i Den Centralafrikanske Republik, er det rystende læsning. I over fem år har en kompliceret borgerkrig mellem kristne og muslimske grupperinger hærget det lille afrikanske land, som i forvejen hørte til et af de mest ustabile steder på kontinentet. Halvdelen af de 4,6 millioner indbyggere er i dag afhængige af nødhjælp, hver femte er enten flygtet eller internt fordrevet – og forholdene i landet er så horrible, at centralafrikanerne lå helt i bund på dette års rapport om lykkeniveauet i 155 lande verden over.
Men det er ikke en konflikt, der fylder særlig meget i hverken det danske eller internationale mediebillede, fordi den – som også påpeget i dagens avis – kan være svær at formidle, og fordi det er uhyre farligt for journalister at rejse i landet. Samtidig er det ikke den eneste konflikt, der udspiller sig i en globaliseret verden, hvor nyhedsstrømmen bevæger sig stadig hurtigere, og der skal mere til for at fange mediernes opmærksomhed, hvis hukommelse i samme ombæring bliver både mere kortsigtet og historieløs.
Det er en udvikling, medierne skal være bevidste om, så det ikke kun bliver dem, der råber højest eller laver mest ravage, som får størst opmærksomhed. Det er vigtigt at få fortalt Yvettes historie. For det er mediernes opgave at beskrive verden, som den er. Men det skal også ske ud fra kriterier om væsentlighed, identifikation og nærhed.
Samtidig er mængden af kriser, trods mange fremskridt, stadig så omfattende, at det for mange kan virke uoverskueligt. Vi vender blikket væk, fordi vi ikke kan rumme det. Hvordan skal man forholde sig til, at over 70 millioner mennesker verden over er smittet med hepatitis C? At det er en af de største helbredsmæssige udfordringer på verdensplan, er relevant ud fra væsentlighedskriteriet, fordi det har indflydelse på rigtig mange menneskers liv. Men samtidig er det menneskeligt ikke at kunne relatere sig til de mange berørte egyptere og pakistanere. Den sygdom, de lider af, er for abstrakt for os, og den geografiske og kulturelle afstand spiller også ind.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de bliver glemt. I dag, hvor enhver er blevet sin egen redaktør på de sociale medier, og der kun skal en mobiltelefon til for at få delt sit budskab til resten af verden, er det blevet sværere at tale om glemte kriser. Også fordi nødhjælpsorganisationerne er eminente til at bruge de nye medier for at få deres budskaber om nødlidende mennesker udbredt.
Desuagtet har medierne et overordentligt vigtigt ansvar for at følge med i og dække, hvad der sker i konfliktområder som Den Centralafrikanske Republik, Yemen, Sydsudan, Syrien og Ukraine. Men det er også mediernes opgave at sortere i det på læsernes vegne.