Hvis nogen skulle have glemt det: Den militante Hamas-bevægelse har i den forgangne uge med al tydelighed bevist, at den ikke kæmper palæstinensernes sag. For det er Hamas, som med fornyet selvtillid og en hidtil uset militær styrke i form af utallige raketangreb har udløst det massive israelske modsvar, som foreløbig har kostet mindst 119 palæstinensere, heriblandt også 31 uskyldige børn, livet i det Hamas-kontrollerede Gaza.
Det er ofre, som Israel bærer et militært ansvar for, men som Hamas også moralsk må stå til ansvar for. Begge parter har menneskeliv på samvittigheden, og det internationale samfund med USA i spidsen bør – som så mange gange før – hurtigt komme på banen for at få parterne til at sætte en stopper for blodsudgydelserne.
For den igangværende konflikt er langt mere sprængfarlig end de tre tidligere krige, hvor Israel med sin militære overlegenhed fik banket islamisterne på plads, og de civile i fattiggården Gaza undervejs betalte den højeste pris. David-mod-Goliat-metaforen begynder at blegne, når Hamas i dag evner at affyre 140 raketter mod israelske byer på blot fem minutter, som det skete i tirsdags. Når Hamas samtidig formår at fremstille sig som Jerusalems sande palæstinensiske forsvarer efter for hårdhændet israelsk magtanvendelse på Tempelbjerget og kan opildne arabiske israelere til at brænde synagoger ned, er det en cocktail, som i yderste konsekvens kan bringe Hamas tættere på sit ultimative mål: at slette den jødiske stat fra landkortet.
Lige nu foregår de samfundsopløsende tendenser også indefra. Det er dybt bekymrende, at jødiske højrenationalister i stigende antal går gennem israelske gader og råber ”død over araberne”, altså deres medborgere. Hver femte israeler tilhører det palæstinensisk-arabiske mindretal, som med Benjamin Netanyahu ved magten har måttet se sig degraderet til andenrangsborgere, såsom da en omstridt lov i 2018 fastslog, at ”jøderne har en unik ret til selvbestemmelse i landet”. Der påhviler den fungerende premierminister og hele det politiske spektrum i Israel et stort ansvar for at dæmpe gemytterne og række hånden ud mod de borgere, som ved staten Israels oprettelse blev lovet lige sociale og politiske rettigheder.
Når en boligstrid, som Israel prøver at nedtone som en banal ”privatsag om ejendomsret”, kan udløse raketangreb og gadekampe, så skyldes det, at retten til land og retten til Jerusalem er selve kernen i Mellemøst-konflikten. Jerusalems borgmester har åbent erkendt, at det handler om at ”jødificere” Østjerusalem. Samme by, som palæstinenserne stadig ser som deres hovedstad i den to-stats-løsning, der længe har lignet en naiv utopi som følge af Israels stramme greb om de besatte områder og Det Palæstinsiske Selvstyres manglende evne til at skabe fremskridt for sine egne borgere.
Som den israelske filosof Micah Goodman tidligere så rigtigt har anført her i avisen, kan Israel hverken leve med at bevare besættelsen, som den er i dag, eller leve med at afslutte besættelsen. Og krige kan ikke vindes. Det har denne uge nok engang bevist.