Kristeligt Dagblad mener: Putin knægter demokratiet

Oppositionen i Rusland fortjener både støtte og opmærksomhed

Mens russiske nationalgardister i weekenden med sjældent hårdhændede metoder slog ned på fredelige demonstranter i Moskva, viste russisk stats-tv eksklusive billeder af præsident Vladimir Putin, som på vanlig machofacon i en u-båd på bunden af Den Botniske Bugt inspicerede vraget af en sovjetisk u-båd, som med 40 mand om bord var sunket i 1942 efter et fatalt møde med en tysk mine. Putins konklusion efter turen udi det dybe vand var, at der er færre problemer under overfladen end på Jorden.

Dette sagt uden nogen form for ironi, men problemerne er begyndt at tårne sig så meget op for den russiske præsident over overfladen, at han åbenbart ikke længere skyr nogen midler til at manifestere sin magt. Derfor er det helt på sin plads, at flere vestlige regeringer har fordømt de brutale masseanholdelser. Når russere i titusindtal trodser demonstrationsforbud, vidner det om en desperation, et vovemod og en længsel efter frihed, som fortjener international støtte og opmærksomhed.

Gennem sine nu fire embedsperioder som præsident – kun afbrudt af et forfatningspåkrævet afbræk som premierminister – har den tidligere KGB-agent stået for en dybt bekymrende tilbagerulning af Ruslands spirende demokrati, hvor grundlæggende frihedsrettigheder som ytrings- og religionsfrihed i stigende grad er blevet knægtet, kritiske stemmer blevet gjort tavse, og modkandidater er så nøje udvalgt, at der næppe længere kan tales om et reelt valg. Når moskovitterne nu går på gaden for at kræve frie og retfærdige valg til det lokale byråd i september, skyldes det, at valgkommissionen udelukkende har godkendt de kandidater, der huer Kreml, mens de oppositionskandidater, der byder Putin trods, er blevet afvist på grund af angivelige fejl med vælgererklæringer. Ved det seneste valg i Moskva lå valgdeltagelsen på kun 20 procent, så den slags lokalvalg burde ikke være nogen trussel for Kreml.

Men den marginaliserede opposition har tidligere formået at sikre sig små sejre ved lokalvalg, så mulige rivaler skal end ikke levnes chancen i Putins dubiøse demokrati-opfattelse. Som den tyske ruslandsekspert Peter Schulze forklarede her i avisen sidste år, frygter Putin gadens kræfter og frie valg, fordi erfaringerne fra Sovjetunionens sidste kaotiske år lærte ham, hvor vanskeligt det er at stoppe folkelige opstande, når de først kommer i bevægelse. Det er også i det lys, man skal se de gentagne fængslinger af oppositionspolitikeren Aleksej Navanlyj, selvom denne slet ikke nyder samme anseelse blandt russerne som i udlandet.

Det havde allerede et tragikomisk skær, da den daværende tyske kansler, Gerhard Schröder, i 2004 omtalte sin personlige ven Vladimir Putin som en klokkeren demokrat. Siden kom Schröder på den russiske stats lønningsliste, mens Putin ser stort på de demokratiske principper, som Rusland som nu atter stemmeberettiget medlem af Europarådet ellers har forpligtet sig til.

Og de selvforskyldte internationale sanktioner som følge af Krim-annekteringen og Ukraine-konflikten udhuler den russiske økonomi så meget, at Kreml har set sig nødsaget til upopulære tiltag som en momsstigning og en pensionsreform. End ikke udenrigspolitiske landvindinger som succes på slagmarken i Syrien eller præsidentens evner til at charmere den amerikanske præsident Trump kan længere dulme mange russeres vrede over, at deres nettoindkomst falder for femte år i træk. En af Putins tidligere spindoktorer døbte i 2006 dennes styreform for ”kontrollerbart demokrati”, men selv en kontrolfreak som Putin kan nå til sine grænser.