Kristeligt Dagblad mener: Stop forargelsen og giv Boris Johnson en chance

Det er ikke sikkert, at Johnson vil lykkes med sin opgave. Men modsat Trump er han belæst og besidder en politisk begavelse, som forstår, at følelser og noble instinkter hos mennesker

Skal man alene tro de seneste ugers aviser, de politiske kommentatorer, europæiske politikere og de talrige portrætter af klovnen Boris, burde ingen ved sine fulde fem kunne vælge den 55-årige Boris Johnson som konservativ leder, der fra og med onsdag også er britisk premierminister.

Men der må være noget, de mange forargede røster rundtom i Europa simpelthen ikke har forstået. For i går blev Johnson valgt med et overvældende flertal af konservative stemmer i ryggen. Måske skal vi for et øjeblik lægge klovneportrætterne til side og forsøge at forstå, hvorfor de britiske konservative faktisk har betroet ham opgaven.

Først og sidst er Boris Johnson hovedarkitekten bag den Brexit-beslutning, som nu i mere end tre år har holdt britisk politik i et jerngreb. Det er både logisk og rimeligt, at han nu som premierminister får mulighed for at bringe den proces i mål. Også selvom opgaven kan synes så vanskelig, at Johnsons tid i 10 Downing Street kan blive både tumultarisk og kort.

Johnson har ikke alene bred støtte i Det Konservative Parti, han nyder også bred folkelig opbakning. Lige så meget det politiske kommentariat foragter ham, lige så elsket er han i store dele af den britiske befolkning. Og det er bestemt ikke nogen selvfølge for en Eton- og Oxford-uddannet historiker, der taler engelsk som en adelig fra Victoria-tiden.

Når mange alligevel holder af ham, er det fordi han faktisk taler til dem. Fordi han afstår fra et teknokratisk, køligt og fjernt politikersprog, som folk både i og uden for Storbritannien er dødtrætte af i disse år. Johnson siger, hvad han mener. Og han mener først og fremmest, at briterne selv skal bestemme, hvordan liv og samfund skal udfolde sig på de britiske øer. Så simpelt er det faktisk.

Under sin takketale efter valgsejren i går formulerede Johnson det selv præcist. Opgaven for ham som konservativ formand og premierminister består i at finde balancen mellem to grundlæggende ædle instinkter, nemlig på den ene side den dybe vilje til venskab, samarbejde og frihandel mellem Storbritannien og de øvrige europæiske lande – og på den anden side den lige så dybe britiske vilje til demokratisk selvstyre. Det har vist sig vanskeligt i praksis at finde den balance. Men det er det, opgaven handler om. Det er evnen til at løse den opgave og finde den balance, Johnson skal måles på.

I de kommende dage vil medier over hele verden i bestyrtelse skrive om den nye Trump, som nu har fået magten i en af verdens mægtigste nationer.

Men Johnson er ikke en ny Trump. Han er en belæst historiker, et usædvanligt retorisk talent og en politisk begavelse, som forstår, at følelser og noble instinkter hos mennesker ikke bare er et forstyrrende element, men selve kernen i vores fælles liv. Det er ikke sikkert, at Johnson vil lykkes med sin opgave. Men der er gode grunde til at håbe det.