Kristeligt Dagblad mener: Kristendom er ikke et instrument

Dansk Folkepartis fokus på kristen værdipolitik er klogt, men det rummer en risiko

Dansk Folkeparti har ikke det værdipolitiske boldøje, de tidligere har haft, men sommerperioden har de altid været gode til at sætte sig på. Således også i år, hvor den nyudnævnte næstformand Morten Messerschmidt de seneste dage har sat sig eftertrykkeligt på mediedagsordenen med sit budskab om, at kristne værdier skal stå i centrum for en ny værdikamp med ham selv og Dansk Folkeparti i spidsen.

Messerschmidt gør klogt i at styrke sit partis værdipolitiske profil, ligesom det er indlysende rigtigt at tale for en større bevidsthed om vores kristne kulturarv, ikke mindst i folkeskolen. Men Dansk Folkepartis religionspolitiske satsning rummer også en risiko i et land, hvor størstedelen af befolkningen nok føler en grad af tilknytning til kirke og kristendom, men hvor de færreste bærer deres kristne identitet uden på tøjet.

Messerschmidts udtalelser tyder på, at han har forstået forskellen mellem kristendommen som et trosanliggende og kristenheden forstået som den kultur og historiske sammenhæng, mange danskere naturligt forstår sig som en del af.

Men når næstformanden skal konkretisere sin værdipolitiske vision, bliver det ofte en kende instrumentelt med forslag om, at skoleelever skal synge mere Grundtvig og Ingemann og læse Jakob Knudsens ”Lærer Urup” i gymnasiet. Der er intet galt med morgensang og øget bevidsthed om vores kristne kulturarv i folkeskolen, men forestillingen om kristendommen som et pensum, skoleeleverne kan indfri ved fælles afsyngning af ”Lysets engel går med glans” savner realpolitisk fornemmelse. Og har formentlig heller ikke den store appel blandt vælgerne.

Nej, at øge bevidstheden om kristendommen som en del af vores historie og folkelige virkelighed handler snarere om at tydeliggøre, at vi altid allerede er en del af en kultur og et samfund, hvis indretning er utænkelig uden påvirkningen fra kristendommen. Og at de fleste af os godt ved det, når vi tænker os om. Det bør være skolens, DR’s og alle andre oplysningsinstitutioners anliggende at minde om dette og bære den arv videre. Hvis tilstrækkeligt mange partier forsømmer den opgave, og meget tyder på, at den siddende socialdemokratiske regering ikke har nogen videre forståelse for sagen, kan det i sig selv legitimere Messerschmidts anliggende.

Om det så vil løse Dansk Folkepartis aktuelle udfordringer, er mere tvivlsomt. Messerschmidts manøvre er et forsøg på at koble sig til den værdipolitiske tyngde, som udgik fra Søren Krarup og Jesper Langballe, og som sammen med Pia Kjærsgaards politiske tæft dannede grundlag for partiets succes.

Når man hører på Morten Messerschmidt, kan man da ofte også høre brudstykker fra Krarups debatbøger fra de seneste 50 år. Og selvom Messerschmidt gerne vedkender sig inspirationen, viser det også svagheden ved Dansk Folkepartis aktuelle situation, hvor partiet er blevet forvaltere af en arv og en kamp, som er ført af andre og i vidt omfang vundet.

Samtidig har Messerschmidt ikke Krarups format som teolog og idéhistoriker – til gengæld er han en bedre politiker. Men hans og partiets største problem er fraværet af en folkesag i takt med, at Socialdemokratiet har sammensat en pakke af stram indvandrerpolitik og velfærd, som en stor del af befolkningen kan spejle sig i.

Uanset hvor mange salmer, Messerschmidt opfordrer os alle til at istemme, vil Dansk Folkeparti ikke genvinde tidligere tiders styrke, før de igen løfter en påtrængende politisk opgave, som de andre partier svigter.