Siden påske har dansk politik - og især den borgerlige fløj - været præget af en debat om kristendommens betydning. Den tog sit udgangspunkt i en kronik, som De Konserva-tives politiske ordfører, Mai Mercado, skrev i Berlingske i påsken under titlen ”Kristendommen er bedre end islam”.
Det var overskriften, der vakte debatten, for kronikken var ukontroversiel og handlede om kristendommens betydning for det danske samfund. Den slog endnu en gang fast, at De Konservative ønsker, at kristendomsundervisning i skolerne skal være obligatorisk.
At kalde kristendom bedre end andre religioner antyder, at den som en anden vitaminpille har vundet en forbrugertest og er kommet heldigt ud med flest stjerner. Den kan mere, giver bedre energi, og virkningen holder længere. Men sådan kan man ikke tale om kristendom. Inden for islam er det anderledes, og det er tankevækkende, at flere imamer, der er interviewet til dagens avis, finder det indlysende, at en kristen politiker anser sin religion som bedre end andres. Sådan vil de nemlig gerne tale om islam, som de til enhver tid vil hævde er bedre end alle andre religioner.
Kernen i debatten er det ord. For er kristendommen bedst? Det havde været mere rigtigt at kalde kristendommen for den mest sande tro. Når kristendommen fremhæves som bedst, bliver det - måske ufrivilligt - udtryk for en religiøs og kulturel selvhævdelse, der dybest set hører til i en tidligere og mindre tolerant del af kristendommens historie, hvor magtsproget herskede. I nyere og demokratisk tid er en del af den kristne forståelse at søge frihed også til andre og andres tro i de samfund, hvor den kristne tro har været dominerende.
Debatten er således blevet fremprovokeret i et spændingsfelt mellem på den ene side den problematiske selvhævdelse af kristendommen som den bedste tro og på den anden side den helt legitime og rigtige fremhævelse af kristendommen som en sand tro med stor betydning for det danske samfund og dansk kultur.
Man kan ikke tænke Danmark uden kristendom, og man kan ikke forstå samfundet, lovgivningen, socialvæsenet, hospitalerne, skolerne eller straffesystemet uden at forstå kristendommens og kirkens århundredlange indflydelse og påvirkning.
Kristendommens betydning skal der gøres alt for at værne om, også med endnu bedre undervisning i skolerne. Men kristendom er ikke et politisk program, og dens betydning - også som kilde og værdileverandør til det politiske liv - sikres bedst ved, at politikerne selv nærer deres ånd ved troen.
Derfor giver det god mening at fastholde, at religion og politik ikke kan adskilles, men der skal skelnes. bjer