Vi har hørt det før. Kristendommens forankring i Europa, især blandt de yngre, er i frit fald. Denne gang er det en britisk undersøgelse, som konkluderer, at et flertal af unge i 12 ud af 22 europæiske lande ser sig selv som ikke-religiøse. Også i Danmark, hvor 60 procent af de 16-29-årige betragter sig selv som ikke-religiøse, 34 procent som kristne, og 6 procent som tilhørende et ikke-kristent trossamfund.
Forklaringerne på den udvikling er både mange og komplekse. I anden halvdel af det 20. århundrede førte sekulariseringen til en markant svækkelse af de kirkelige institutioner, 1960’ernes opgør med traditioner og autoriteter blev også for mange et opgør med kristendommen, og siden har individualisering betydet, at stadigt flere sammensætter tro og livssyn med afsæt i egne behov i stedet for at bekende sig til en fælles tro.
Men selvom tallene således ikke for en umiddelbar betragtning er overraskende, kan det her midt i den stille uge være en god anledning til at se nærmere på, hvad de betyder. Som den britiske forsker bag undersøgelsen, Stephen Bullivant, formulerede det her i avisen i lørdags, så er det blandt unge i dag normen at betegne sig som ikke-religiøs. Fra andre undersøgelser ved vi, at det tros- og livssyn, som grundlægges i ungdommen, oftest varer livet ud, og tiden, hvor kristendommen var det overvejende flertal af europæiske borgeres naturlige fundament og omdrejningspunkt, er således med stor sandsynlighed ved at være forbi.
Det er en både dramatisk og velbeskrevet udvikling, og den kan ikke sådan rokkes med nok så ihærdige pr-kampagner og ungeaktiviteter i kirkerne. Men inden vi uden videre lægger kristendommen i graven, er det værd at se på, hvad tallene også viser.
I flere europæiske lande som Tyskland, Spanien og Schweiz er det fortsat op mod halvdelen af de unge, der forstår sig selv som kristne. I Danmark vil knap 4 ud af 10 unge mellem 16 og 29 år svare, at de ser sig selv som kristne.
Endnu flere vil leve i samfund, som er dybt præget af kristent tankegods. Alt fra hospitalsvæsen til menneskerettigheder, lovgivning og socialt arbejde kan føres tilbage til kirkelige og kristne rødder, selvom mange tror, det faldt ned fra himlen.
Og selvom bevidstheden om Europas kristne fundament i flere årtier har været aftagende, er der også tegn på, at den udvikling kan være ved at vende. Det ses både på en identitær højrefløj rundt om i Europa og som en bredere besindelse på, at vores samfund fungerer, som de gør af bestemte historiske, kulturelle grunde, der i høj grad også har med kristendommen at gøre.
Og endeligt er det værd at huske, at kristendommens sandhed aldrig har beroet på, hvor mange der slutter sig til den. Den hænger altid på korset. Og den sandhed kan ikke begraves.