Prøv avisen
Leder

Skidt ide at sløjfe udvikling af undervisning i kristendom

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Kristendomsfaget er ikke i mål

Det var en god idé, den tidligere regering fik, da den samlede en gruppe, der skulle gentænke kristendomskundskab i folkeskolen. For faget er forsømt og trænger til opmærksomhed. Omvendt er der ikke meget godt at sige om undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) nedlæggelse af samme gruppe.

Der er ikke givet nogen god grund fra regeringens side. Blot noterer undervisningsministeren sig i en kort besked, at der sandsynligvis ikke er udsigt til ændringer af faget alligevel, og at arbejdet ville være spild af ressourcer. Det er en noget opgivende holdning at udvise. Ikke mindst når faget har konkrete udfordringer, som man kan rette op på.

Kristendomskundskab har for eksempel ikke lærere, der er godt nok uddannet til at undervise i trosspørgsmål. Og der lægges ikke stor vægt på det lille fag fra mange skolers side. Alt sammen noget, kvalificerede personer i fælles indsats kunne finde løsninger på. Men netop den model vælger man nu at afbryde. Og hvis man afbryder en arbejdsgruppe, fører gruppens arbejde naturligvis ikke til ændringer. Argumentationen bider sig selv i halen. Og måske er den virkelige grund snarere, at regeringen ikke prioriterer undervisning i kristendom i skolen højt. En arbejdsgruppe med flere teologer indebærer jo også den risiko, at der kunne komme forslag om at gøre landets bærende trostradition mere synlig i folkeskolen.

Der er ideologi i luften i det skolepolitiske. Undervisningsministerens modvilje mod arbejdsgruppen lægger sig i forlængelse af andre forslag fra socialdemokratisk ledede regeringer, der har haft det tilfælles, at konsekvensen ville blive færre timer til kristendom i skolen.

Helle Thorning-Schmidts regering kæmpede for at rense skolen for de timer, der bruges på konfirmationsforberedelse. Andre venstrefløjspartier har ment, at ikke-kristne religioner skulle fylde mere i undervisningen, og at de skulle gøre det tidligere. SF har foreslået at gøre faget til et medborgerskabsfag. Enhedslisten har peget i samme retning, mens Alternativet har ønsket et ”erkendelsesfag”.

Navnestriden baserer sig på en værdipolitisk modsætning. Borgerlige partier vil holde fast ved kristendomskundskab, der signalerer, hvad der er den vigtigste trosretning i landet og i faget, mens venstrefløjen og Religionslærerforeningen gerne vil have kaldt det noget andet.

Pernille Rosenkrantz-Theil er symptom på et relativt nyt mønster. Man udkæmper værdi-slag med praktiske argumenter. Der er ingen ideologisk argumentation. Tiltag, der kan begrænse kristendommen, listes ud mellem sidebenene.

Det samme gjorde Thorning-regeringen i opgøret med konfirmationstimerne. ”Gud er død” er blevet til ”Tal ikke om ham, så dør han”. Men hvorfor ikke tale åbent om ideologiske modsætninger, som man har gjort historisk i den debat? Det ville sikkert også give flere vælgere appetit på politik.