Kristendomsfaget i folkeskolen har stort set kun fået negativ opmærksomhed de seneste mange år. Der har været kritik af niveauet i undervisningen. Kristeligt Dagblad har skrevet om, hvor relativt dårligt uddannede underviserne er i netop dette fag. Og det har været drøftet, om et obligatorisk fag med vægt på kristendom kunne være en overtrædelse af menneskerettighederne.
Men nu kan man glæde sig over, at Undervisningsministeriet har nedsat en gruppe af rådgivere, der skal styrke faget.
”Drøftelserne i rådgivningsgruppen skal munde ud i en række anbefalinger til centrale aktører om, hvordan faget kristendomskundskab kan revitaliseres,” lyder opgaven i det kommissorium, som undervisningsminister Merete Riisager (LA) har givet gruppen.
Der er to præster og en religionsteologisk konsulent med i gruppen. Altså tre teologer. Det må man også kvittere for. Forhåbentlig kan teologerne få en frugtbar indflydelse på diskussionerne om, hvordan man kan tale om kristendom i folkeskolen i dag.
Undervisningsministeriet opfordrer til, at man ser på, hvordan faget kan hjælpe over for elever med sårbarhed, manglende orientering i tilværelsen, ensomhed, identitetsproblemer og rodløshed. Det kan ingen vel have noget imod. Man skal være meget religionsfjendsk for ikke at ønske, at unge med problemer kan finde hjælp i kristendomsfaget. Men kristendommens eksistentielle side er mange steder allerede et aspekt, der inddrages i undervisningen i dag.
Det hedder uanseeligt, at der skal arbejdes ”med udgangspunkt i de fem pejlemærker fra Rådgivningsgruppen om Fælles Mål”, der er en anbefaling om skolers læreprocesser. Teknisk sprog om undervisning dækker tit over en normativitet, som har sin egen ideologiske tilbøjelighed indbygget. Når det gælder kristendomskundskab, har for eksempel skolers frihed til at prioritere betydet, at nogle skoler har givet faget for lille opmærksomhed. Man må håbe, at rådgivningsgruppen er opmærksom på den fare, der er ved tilsyneladende rent procesmæssige krav: Skolerne har et for lavt bundniveau for kristendomskundskab, som bør modvirkes centralt.
Det mest problematiske ved projektet er den del, der åbner for, at kristendomskundskab kan knyttes til almen dannelse, livsoplysning, demokrati og medborgerskab. Ikke fordi det i sig selv er en problematisk kobling, tværtimod: Det er vigtigt at gøre sig klart, hvilke forbindelser der er i dansk historie mellem kristendom og demokrati. Men der risikerer at ske det samme, som der skete med faget ”kristendom, livsoplysning og medborgerskab” på læreruddannelsen. Man kombinerede kristendom med demokrati og medborgerskab i samme fag, og resultatet blev færre timer til kristendom og kirke. Et fag, der er blevet udsultet i så mange år, kan ikke tåle at få endnu færre timer til at klæde eleverne på med de fortællinger, som har præget vores kultur så grundlæggende.