Prøv avisen

Kristent tv fravalgt

Forkert, at kristendom er valgt fra på nyt landsdækkende tv

Om godt en måned får Danmark 15 nye landsdækkende, reklamefri tv-stationer. Ingen af dem handler om kirke og kristendom, selvom det har været det politiske udspil, at idébaseret tv skulle have en særlig plads på den landsdækkende del af det nye såkaldt digitale jordbaserede sendenet. Det erstatter den 1. november de æterbårne tv-signaler.

Med den nye teknik bliver der ikke bare plads til mange nye lokale tv-stationer, men også til en række ikke-kommercielle landsdækkende stationer. Radio- og tv-nævnet har her i eftersommeren bevilget sendetilladelserne, og helt påfaldende er det, at de mange lokale kirkelige græsrods-tv-stationer, der har søgt om at komme ud landsdækkende, alle har fået nej. Blandt dem er stationen "Kirken i farver", som fire folkekirkestifter står bag, ligesom den mere end 25 år gamle københavnske kristne station KKR, der udspringer af pinsekirken, har fået nej til at sende landsdækkende tv.

Det politiske oplæg til en fornyet udbredelse af græsrods-tv var ellers, at lokalt tv skulle forblive lokalt, mens det mere idébaserede tv, herunder etniske stationer og stationer med blandt andet kirkelig baggrund, i sin natur ikke er lokalt i sit sigte, men derimod mere vidtrækkende.

I går modtog Kulturministeriet så en klage fra Den Kristne Producent Komité, der består af både frikirkelige og folkekirkelige tv-producenter. Og de klager med god grund.

Radio- og tv-nævnet har tildelt så perifere stationer som Kosovas Stemme og Kanal Africa landsdækkende sendetid, ligesom to lokalstationer, der fokuserer på livet i henholdsvis Århus og København, helt uforstående nu skal være landsdækkende.

Hvis Radio- og tv-nævnet ikke fremlægger ordentlige begrundelser for, hvorfor alle kirkelige og kristne stationer systematisk er valgt fra til fordel for perifert eller bylokalt tv, kan man kun tolke nævnets tildelinger som udtryk for en bevidst antikirkelig og diskriminerende politik.

Under alle omstændigheder er nævnets bortcensurering af tv med kristent og kirkeligt indhold udtryk for en manglende forståelse for, hvad det vil sige at være alsidig.