Prøv avisen
Leder

V-opgør med Kristian Jensen viser behov for politisk holdsport

Af Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Forløbet omkring Kristian Jensen rører ved et presserende dilemma i dansk politik: Hvordan skal de stadigt mere topstyrede partier kunne udvikle sig, uden at menige folketingsmedlemmer politisk talt får kappet hovedet af, hvis de markerer et ikke-autoriseret standpunkt?

”Tre forbiere og du er ude”, lyder en grundregel i den amerikanske sport baseball. Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen ramte forbi første gang, da han i 2014 forgæves forsøgte at blive partiformand i stedet for formanden, Lars Løkke Rasmussen. Anden gang, da han i august sidste år gav et stort interview med Berlingske, som på en række punkter modsagde Lars Løkke Rasmussens linje. I sidste ende kostede det dem begge deres topposter. I søndags svingede Kristian Jensen så for tredje gang sit bat uden at ramme bolden. I et stort interview med Morgenavisen Jyllands-Posten præsenterede han avisen for sine personlige idéer om, at de regeringsbærende partier på den borgerlige side (VK) burde gå sammen med De Radikale og S-regeringen om en stor økonomisk 2030-plan.

I sig selv en idé, der politisk er gode perspektiver i. Kristian Jensen havde bare ikke på forhånd fortalt sin partiledelse om interviewet. Så allerede lørdag aften meddelte partiformand Jakob Ellemann-Jensen, at Kristian Jensen blev frataget alle sine udvalgsposter i Folketinget foruden posten som arktisordfører. Det fik støtte fra en enig gruppeledelse. Det mest overraskende er nok, at Kristian Jensen efterfølgende i TV Midtvest selv udtrykte overraskelse over det udfald. Angiveligt havde han med interviewet blot forsøgt at støtte de synspunkter, Jakob Ellemann-Jensen allerede havde fremsat på De Radikales nytårsstævne i Nyborg. Men det er nu underligt, at en garvet tidligere minister og gruppeformand åbenbart forstår så lidt af, hvordan moderne politik fungerer. Det turde ellers være indlysende, at forslag om kursen for den økonomiske politik de næste 10 år hører til på en formands bord, og at solomeldinger på det felt vil svække en i forvejen svækket formand.

Forløbet rører imidlertid ved et presserende dilemma i dansk politik: Hvordan skal de stadigt mere topstyrede partier kunne udvikle sig, uden at menige folketingsmedlemmer politisk talt får kappet hovedet af, hvis de markerer et ikke-autoriseret standpunkt? Det gjorde tidligere folketingsmedlem Søren Pind i efteråret nærmest til omdrejningspunkt for erindringsbogen ”Frie ord”. Han kan have ret i, at der er brug for større frihed til at tænke højt i partierne, men politik bør også være en holdsport med et vist mål af loyalitet. Det ideal har trange kår. Jakob Ellemann-Jensen lagde som formand ud med at sige, at han var dødtræt af fløjkrige, men de er ufortrødent fortsat i Venstre, hvor for eksempel retsordfører Inger Støjberg jævnligt offentligt har udtalt sig anderledes om udlændingepolitikken end sin formand. Det er hun indtil videre sluppet bedre fra end Kristian Jensen.

Ellemann-Jensen har øjensynligt haft behov for at statuere et eksempel. Det kildne spørgsmål er, om han vil tage de samme skrappe midler i brug, næste gang et mere prominent medlem udtaler sig offentligt om emner, som er formandens gebet. Risikoen ville nok være mindre, hvis han selv tydeligere fortalte offentligheden, hvad Venstre egentlig vil.