Der var meget mediefokus på Ukraine, da kirker i landet fik anerkendt deres selvstændighed fra den russisk-ortodokse kirke i sidste uge. Men den helt centrale kirkehistoriske begivenhed var en anden: De to vigtigste kirkeledere i den ortodokse verden brød med hinanden. Den ene, patriark Kirill, er overhoved for halvdelen af verdens ortodokse kristne, nemlig de russisk-ortodokse. Den anden, patriark Bartolomæus, har det symbolsk vigtige hovedsæde i Konstantinopel, i dag Istanbul, som tidligere var centrum for ortodoks kristendom. Han anerkendes af alle ortodokse kirker som den første blandt ligemænd. Eller rettere: Det blev han. For i mandags brød den russisk-ortodokse kirke med patriarken i Konstantinopel, fordi han havde accepteret den ukrainske selvstændighed. Det vil sige, at de to kirker ikke længere kan gå til alters sammen. I praksis vil mange ortodokse have svært ved at have med hinanden at gøre på en række punkter fremover.
Det er beklageligt, at de ortodokse ikke længere kan dele nadveren. I det hele taget bliver verdens kristne mere forskellige og delte i disse år. Inden for lutherdommen er der kommet spændinger mellem kirker fra nord og syd, efter at skandinaviske kirker indførte vielser af homoseksuelle i 2012. Anglikanske kristne i forskellige dele af verden er kommet til at stå længere fra hinanden af lignende årsager.
Og selvom der er det lyspunkt, at pave Frans har deltaget i reformationsmarkeringer og i øvrigt rakt hånden frem mod andre kirkefællesskaber, er det også gået den gale vej i en tredje relation: Forholdet er blevet værre mellem nordlige protestanter og russisk-ortodokse, der i 2012 brød forbindelsen med den svenske kirke og underkendte folkekirkens dåb. Den kristne enhed, der er basal i Bibelen, har det svært i disse år. Også selvom kirkerne med modstandere som sekularisering og islamisme har meget konkrete ydre grunde til at rykke tættere på hinanden.
Baggrunden for bruddet er ikke teologisk. En krig mellem Rusland og Ukraine har gjort det svært for landenes kirker at samarbejde. I den nuværende situation er beslutningen fra patriark Bartolomæus dog forståelig. For ukrainerne er blevet ofre for Putins aggressive politik, samtidig med at den russisk-ortodokse kirke har bundet sig til den stærke mand uden forbehold og på den måde gjort sig selv umulig som ledende instans for invaderede landes kirker.
I bund og grund er konflikten politisk. Men som så ofte før i kirkehistorien får politiske ændringer kirkelige og teologiske konsekvenser, her ophævelse af nadverfællesskab. Man må håbe, at konflikten følger et historisk mønster fra den ortodokse kristenhed: At nationale kirkers løsrivelser hen ad vejen accepteres, og at forsoning og nadverfællesskab mellem de ortodokse genetableres.
I det hele taget burde verdens kristne i det daglige tænke og handle mere som grene på det samme træ, der indgår i det samme skæbnefællesskab.