Danmark ligger for kronprins Frederiks fødder. Det fremgik helt bogstaveligt, da han i pinsen gennemførte fem løb i danske byer med mange tusinde deltagere over hele landet. At forene det, der er en sund folkesport for tykke og tynde, for børn og gamle, med en af den kommende konges egne yndlingsbeskæftigelser, lignede en pr-mæssig genistreg. Bredde og elite hånd i hånd og manifesteret på den bedst tænkelige konkrete måde. Løbet var autentisk, fordi ingen er i tvivl om, at netop her – i bevægelsen, i det fysiske element – befinder morgendagens 50-årige sig bedst.
Kronprinsen er underspillet, ukompliceret og tydeligvis ikke en ordets mand. Det forlener hans figur med noget befriende i en stadig mere verbalt orienteret kultur, hvor alle, der ikke er født ekstroverte, er sat bagud på point fra starten. Undtagen altså i et løb.
At så mange finder Kronprinsen sympatisk, er formentlig i høj grad en resultat af, at han, bortset fra sin byrd, titel og fremtidige løbe- bane, som man alt sammen kan se bort fra stillet over for mennesket, jo i virkeligheden er ligesom os.
Han er ægte og én, man ægte har lyst til at sige tillykke til.
Men udfordringen for den snart 50-årige er, at kongehuset er meget mere end en person. Det er en institution. Frederik skal bære denne på papiret 1000-årige danske institution videre, når han bliver konge. Som kronet hoved i en ukronet samtid har man ikke noget indlysende krav på anerkendelse og respekt; monarkiets konstitutionelle karakter gør, at det skal fortjene sin rolle hver dag, hvert år. Pligtetik er derfor et nøglebegreb i ethvert moderne kongehus, der ønsker at kende sin besøgelsestid. Det bliver lige så meget vurderet i befolkningens øjne på, om det kan lægge bånd på sig selv, som på, om det udfolder sig med det helt rigtige mål pomp og pragt i andre – snævert definerede – sammenhænge. Den kronede persons individuelle anlæg og lyster skal hele tiden afvejes mod offentlighedens berettigede forventninger om en vis distance. Det er godt, at vi synes, at Kronprinsen virker som den bedste soldaterkammerat, man kunne have haft, men det er samtidig den side af ham, som vi nødvendigvis kommer til at se mindre til, når han en dag overtager tronen.
Folkelighed og tilgængelighed. Ophøjethed og fjernhed. Det er de to sider, moderne kongehuse kan falde til. Mange eksisterende monarkier er for længst stivnet i en af grøfterne. Frederik kommer til at stå i spidsen for et, der med historisk talent har bevaret den næsten umulige balance. I dén fortsatte linegang er det ikke givet, at hans tiltalende almindelighed bliver nogen entydig styrke.
At posten som statsoverhoved kan arves, er og bliver en eksotisk undtagelse i et demokrati. Netop derfor – fordi kongen ikke i længden kan hente sin legitimitet i nogen statsretlig nødvendighed – er traditionerne vigtigere nu end nogensinde. I en affortryllet verden er det et paradoks, kronprins Frederik kommer til at skulle forvalte. Det var en del nemmere, dengang monarkiet var magtens legemliggørelse. Lyst og selvudfoldelse er erstattet af pligt og iscenesættelse. Det er godt, at Kronprinsen er en af os – men hvis Kongen også bliver det, så ender kongehuset bogstaveligt med at være os. Og så er det værdifulde, levende museum, som kongehuset i bedste forstand er, på fejlkurs.
Det er imponerende, hvor loyalt og ukunstlet kronprins Frederik har tacklet de kriser, der har været i såvel hans eget liv som den kongelige families. Det lover godt for hans fremtid. Han løber – men ikke af pladsen. Tillykke.