Der er massive problemer med omsorgssvigt og selvmord i den østgrønlandske by Tasiilaq. Byen har kun godt 2000 indbyggere, men på bare fire år har politiet fået næsten 200 anmeldelser af seksualforbrydelser, viser en ny rapport. Over halvdelen omhandler børn under 15 år.
Problemet er ikke nyt og kom til den brede offentligheds kendskab med DR-dokumen-taren ”Byen hvor børn forsvinder”, der blev vist i maj. Nu har politisk pres fra Grønland ført til, at regeringen øremærker 5,3 millioner kroner i en akutbevilling til Tasiilaqs børn. Det er både for lidt og for sent, men bør blive startskuddet til en ændret politik på dette område i forhold til Grønland, som har over otte gange så mange anmeldelser af seksualforbrydelser som Danmark.
I socialpolitiske debatter om omsorgssvigt i Grønland går to løsningsforslag igen. Begge udmærker sig ved at være eksterne.
I det første forklares seksuelle overgreb med misbrug, for eksempel alkoholisme. Voksne voldtager børn, fordi de er fulde, så hvis der kommer mindre alkohol ind i en person, mindskes risikoen for overgreb, lyder argumentet.
Det andet argument handler også om noget, der kommer udefra, nemlig penge. Hvis et socialpolitisk område tilføres flere midler af staten, vil problemerne forsvinde.
Begge mantraer – ”mindre alkohol” og ”mere velfærd” – kommer imidlertid til kort i tilfældet Tasiilaq.
Politiet vurderer, at der var alkohol involveret i cirka 25 procent af overgrebene, der blev anmeldt i perioden 2014-2018. En fjerdedel er meget, men slet ikke nok til at forklare de fortvivlende mange seksuelle overgreb på børn som følge af alkoholisme.
Tilsvarende med det finansielle argument. Tasiilaq har ifølge Weekendavisen næsten tredoblet udgifterne til børneforsorg over en periode på fem år – det vil sige i den samme periode, som overgrebene har fundet sted. Kommunen bruger nu næsten 80 millioner kroner om året på problemet, og det er tydeligvis ikke blevet mindsket af de mange ekstra millioner.
Det er derfor på tide at supplere de materielle argumenter med immaterielle.
Tasiilaqs problemer har også og til dels rod i kulturen. Fangerkulturen tillader givetvis en større kropslig nærhed mellem børn og voksne end urbaniserede kulturer. Det undskylder ingenlunde overgreb, men kan være en kulturel delforklaring på problemet.
Ligeså med et samfunds tabuer. Vi hylder i den såkaldt frisindede moderne tidsalder nedbrydning af tabuer, men glemmer derved, at visse tabuer er afgørende for en kulturs overlevelse, for eksempel incesttabuet (cirka hvert fjerde offer i Tasiilaq er i familie med gerningsmanden). Mænd, der voldtager børn, bliver traditionelt set udstødt af et samfund, men det sker tilsyneladende ikke konsekvent her.
Derfor er det afgørende, at politikerne tør tale om kultur som en del af problemet i Grønland. For børnenes skyld.