Fortiden er på mange måder en besværlig størrelse. Tag bare fortidens bøger, malerier og skulpturer, så fyldte med racistiske, mandschauvinistiske og nedsættende budskaber. Så taktløse og ude af trit med enhver form for god tone, at det for en stor del minder om den fulde onkel, der til familiefesten vil del-agtiggøre alle i sin holdning til alt fra børneopdragelse til fartgrænsen på motorvejen.
Risikoen for krænkelser er stor, når man dykker ned i tidligere tiders kultur, og det er derfor lidt af en opgave at skærme nutidens borgere. Men mange steder gør man en ihærdig indsats, eksempelvis på Statens Museum for Kunst, hvor man for nogle år siden ændrede titlerne på en lang række kunstværker, så ”fruentimmer” eksempelvis blev ændret til ”kvinde”, ”hottentot” blev til ”afrikaner”, og værket ”Negerlystighed i Surinam” blev omdøbt til ”Slaver spiller teater i en landsby i Surinam”. I Sverige, der er frontløber i kampen mod fortiden, har biblioteker destrueret Astrid Lindgren-bøger, fordi den verdensberømte forfatter beskrev Pippi Langstrømpes far som ”negerkonge”, ligesom svenskerne også har set sig vred på tegneserietegneren Jan Lööf, der i børnebogen ”Min morfar er sørøver” fra 1966 har tegnet den arabiske sørøver Omar med turban og krumsabel, hvilket er ”stereotypt” ifølge kritikerne.
Nu dukker den irriterende fortid så op igen, denne gang i USA, hvor den verdensberømte forfatter Laura Ingalls Wilder, kendt for ”Det lille hus på prærien”, godt 60 år efter sin død formår at skabe debat, fordi hun i sine bøger om livet på prærien skildrer indianerne på en måde, der ikke flugter med nutidens normer. Eksempelvis udtaler den ellers så hjertevarme og gudfrygtige moder i Ingalls-familien, at ”den eneste gode indianer er en død indianer”, ligesom præriens enorme vidder et sted beskrives med ordene: ”Ingen mennesker boede der. Kun indianere”.
Den slags går naturligvis ikke i 2018, og det betyder, at den amerikanske biblioteksforenings børnebogspris nu ikke længere må hedde ”Laura Ingalls Wilder Award”, men fremover vil gå under navnet ”Children’s Literature Legacy Award”.
Iveren efter at redigere og censurere fortiden er selvsagt problematisk, og det af flere grunde. De fleste mennesker er trods alt så reflekterede og ansvarlige, at de er opmærksomme på forskellige tiders sprogbrug og derfor godt kan læse en bog uden at overtage dens sprogbrug og holdninger. Men derudover kan det jo ikke afvises, at Ingalls-moderens beskrivelse af indianerne faktisk er dækkende for 1800-tallets nybyggeres oplevelser på prærien. Dermed får fortællingen ikke kun en litterær, men også historisk værdi i forsøget på at forstå den konflikt, der udspillede sig mellem de indfødte amerikanere og nybyggerne.
Man kan undre sig over, hvorfor angsten for overhovedet at møde fortidens tanker og sprog er blevet så udbredt netop i disse år. En forklaring kan være den såkaldte identitetspolitik, hvor fokus på race, køn, seksualitet og tro har udviklet sig til en konstant strid om, hvem der nu er krænket mest.
Men at man læser ”Det lille hus på prærien”, betyder ikke, at man billiger datidens syn på ”rødhuder” og ”blegansigter”, som de to grupper betegnede hinanden, men udelukkende, at man gennem litteratur får et privilegeret indblik i et andet menneskes tanker og følelser, på tværs af århundreder og tusinder af kilometer. Og det er jo netop det, kunst og kultur kan: rykke os ud af vores vante positioner, så vi for en stund sættes i andre menneskers sted. Hvis vi altså tør.