Prøv avisen
Leder

Kulturkritik er stadig påkrævet

Kulturradikalismen tog fejl og er død, men kritikbehovet består

”Mere lys” skal Goethes sidste ord på dødslejet have været, og mere lys kan man også ønske sig, når man nu 50 år efter Poul Henningsens død skal gøre boet op efter den kulturradikale bevægelse, der ikke mindst havde oplysning på dagsordenen. I PH-lampens bløde skær virker det til, at kulturradikalismen i lokale sammenhænge har sejret, men tager man det lange lys på, er billedet et andet.

Bevægelsen kombinerede den radikale politiske tradition med optagethed af kunst og design og har påvirket både skole og hjem. Helt konkret i form af de utallige PH-lamper, der findes i danske boliger, borgerlige såvel som kulturradikale, og i folkeskolen, hvor oprøret mod ”den sorte skole” for længst er institutionaliseret. Bevæger man sig op i uddannelseshierarkiet og ind i det herskende kunstsyn, er arven fra Georg Brandes ligeledes umiskendelig. Mantraet er i store træk fortsat, at modernisme er en modpol til tro og tradition. Historiens retning er progressiv, altid fremad mod mere lys.

Det pudsige er imidlertid, at kulturradikalismen her er ude af trit med det store udland, som bevægelsen og dens tilhængere ellers altid har ønsket at være i samklang med. Tag bare et land som USA, hvor modernitet og kristendom ikke er modsætninger. Her anerkender man de talrige kunstnere, der i et modernistisk formsprog formulerer religiøse indsigter, som en vital del af landets kulturarv. Helt aktuelt i form af filminstruktøren Martin Scorseses kristne epos ”Silence”, som flertallet af danske filmanmeldere ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med ved premieren tidligere på ugen, for Scorsese er kendt som en god progressiv med en sund fascination af menneskets drifter, og sådan én kan jo ikke forkynde kristendom. Men i USA kan man naturligvis dét. Med globale øjne er det nærmest kun i det verdslige Nordeuropa, at man stadig holder fast i den gamle religionskritiske idé om, at moderniteten og fremskridtet ville udrydde gudsdyrkelse.

Det er derfor nærliggende at konkludere som professor Hans Hertel gør i dagens avis, at kulturradikalismen som bevægelse er død. Med prisværdig klarhed påpeger han de blinde pletter: ”Plat antiamerikanisme, plat religionsfjendskhed og nedgroet rationalisme, slatten ’fri opdragelse’, despekt både for traditioner og for værdifuld massekultur.”

Hertel savner Klaus Rifbjerg, den kulturradikale enmandshær, og det er paradoksalt nok forståeligt, for nok havde også Rifbjerg mange blinde pletter, men han blev i det mindste læst og diskuteret. Ingen unge læser i dag Rifbjerg, for massekultur og Facebook fylder det hele. Her kunne en ny kulturkritik passende sætte ind: mod markedets åndløshed.