Prøv avisen
Leder

Kunst er stadig livsnødvendig

Af Michael Bach Henriksen, Kulturredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Både politikere og kunstnere gør kulturen for lille

De eneste to partier, der har en aktiv kulturpolitik, er Alternativet og Dansk Folkeparti. Deres visioner for kulturen er vidt forskellige: Det urbane og globale versus det folkelige og nationale. Når alle andre partier synes at have givet op, er det intet under, at kulturen er sørgeligt fraværende som debatemne i valgkampen.

Kulturpolitik er reduceret til finanspolitik, og befolkningen er vænnet til, at når der diskuteres kultur, er det begreber som ”puljer”, ”projekter” og ”omprioritering”, der anvendes. Stik modsat visionen hos landets første kulturminister Julius Bomholt, da han i 1961 sagde: ”Vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.”

Det interessante er imidlertid, at utallige vælgere faktisk stadig mener som Bomholt. Hvis vi taler snævert om kultur som ”kunst”, skal der ikke mange besøg på museer eller kig i statistikken for at se, at kunstudstillinger er populære som aldrig før. Borgerne formelig vælter ind på museerne. Bomholts vision er også blevet virkelighed ude i kommunerne, hvor man i fraværet af en landspolitisk vision fra Christiansborg de senere år har satset kraftigt på lokale kunst- og kulturtilbud for at appellere til tilflyttere. Stort set alle andre end politikerne på Christiansborg mener, at kunst er livsnødvendig.

Også hvis vi taler mere bredt om kunst og kultur som ”mentalitet” eller ”værdier”, er kulturen på dagsordenen som aldrig før. Den ovenfor omtalte modsætning mellem det urbane og globale versus det folkelige og nationale er blandt de definerende for vor tid. Snart sagt alle debatter udspringer af eller berører denne modsætning.

Samtidig kan man observere, at de mest rødglødende politiske emner – klima og indvandring – begge handler om fremtiden. Vi diskuterer, hvordan tingene bliver engang, og kun til dels, hvordan de er nu. For at kunne se ind i fremtiden, skal man bruge forestillingsevnen, der normalt er fiktionens kronjuvel. Men i dag er vi alle små forfattere og kunstnere, der forestiller os fremtiden. Bliver den paradisisk eller dystopisk? At den politiske debat er rationel og baseret på viden, er derfor kun en halv sandhed. Den handler ligeså vel om forestillinger, visioner og uhåndgribelige værdier. Med andre ord: kultur.

Alt dette burde både kunstnere og politikere fokusere langt mere på end åndløse debatter om penge og fordeling. Dansk kunst og kultur står og falder ikke med, om man bruger to procent mere eller mindre i offentlig støtte.

Både Christiansborgpolitikerne og kunstnerstanden gør sig mindre, end de er, ved at signalere, at kulturpolitik er finanspolitik. Kunst og kultur er, nu som på Bomholts tid, livsnødvendig.