Statens Museum for Kunst vil med den nye udstilling om tysk ekspressionisme vække debat. ”Kirchner og Nolde til diskussion” hedder udstillingen, hvormed et af landets absolut vigtigste museer slår ind på en aktivistisk vej.
Og diskussion har museet fået. I den forstand er udstillingen her få dage efter åbningen en succes. Som man kan læse i dagens avis, er kunstkritikerne meget uenige om den måde, Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde præsenteres på. Nogle mener, at det er befriende, at Noldes nazisme fylder så meget, og at Kirchner fremstilles som potentiel pædofil. Andre er betænkelige ved, at nutidens moralbegreber lægges ned over fortiden, og at kunstnernes privatliv, ikke deres kunst, er det primære fokus.
Debatten er uhyre vigtig, for den er symptomatisk for vores tid, hvor synet på kunst rykker sig. Som tidligere skrevet på denne plads er der meget lidt vundet ved at dømme fortiden på nutidens præmisser. Den, der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enkemand, som allerede Søren Kierkegaard sagde.
I den forstand har kritikerne af den aktuelle udstilling ret. Det er en blindgyde af dimensioner eksempelvis at ændre på værktitler, som man gør på SMK, fordi Noldes og Kirchners oprindelige titler ikke harmonerer med nutidens moralbegreber. Er man først begyndt at skrive fortiden om, kan man være sikker på aldrig at komme til at forstå den. Aktivisme blandet med revisionisme er en giftig cocktail.
Det betyder selvsagt ikke, at kontekstualisering og perspektivering er forkert. Der er store erkendelser at gøre ved at anskue historien kritisk. Og vil man forstå fortiden og dens mennesker, skal man netop have konteksten med. Men det skal være fortidens kontekst og ikke kun nutidens.
Der er heller ikke noget i vejen med at inddrage en kunstners liv og holdninger til forståelse af værket. Hverken Noldes eller Knut Hamsuns nazisme skal forties. Men at advare mod at læse sidstnævntes enorme forfatterskab, som man nu gør i hjemlandet Norge, fordi han var nazist, er at gøre sig sagen for let. Er en kunstners politiske holdning – eller seksualmoral, som i tilfældet med film-instruktøren Woody Allen – virkelig den eneste ”nøgle” til en forståelse af værket?
Det er underligt at bevidne, at 1970’ernes marxistiske ideologikritik, som alle indtil for nylig ellers glædede sig over at have lagt bag sig, nu vender tilbage i andre gevandter. Hvad skete der med mantraet om, at værket er klogere end kunstneren? Nu skal alt igen læses biografisk og politisk i en historisk pendul-bevægelse, der ikke gør os klogere, men det modsatte.
Vi risikerer at glemme, at et kunstværk ikke er en kronik, men også farver, hvis man er maler, toner, hvis man er musiker, og leg med bogstaver, hvis man er forfatter. Æstetik, kort sagt.