Den aktuelle Emil Nolde-udstilling i Berlin vækker kolossal og berettiget opsigt. Ikke alene tvinger den offentligheden til at revidere opfattelsen af en af Tysklands største billedkunstnere. Den genstarter også den aldrig afsluttede debat om forholdet mellem liv og værk og opfordrer os til atter at overveje, om ”onde” mennesker kan skabe ”god” kunst.
Det nye ved udstillingen er som beskrevet i avisen i går, at Emil Nolde ikke alene og som hidtil troet ”blot” nærede sympatier for nazismen. Han støttede regimet aktivt helt frem til Det Tredje Riges sammenbrud. Hans antisemitisme var udtalt, han var medlem af nazistpartiet, han var en af de højest betalte kunstnere frem til 1941 og en stor beundrer af Hitler. ”Meget stærk tale af Føreren i går,” sagde han ifølge udstillingen til sin første hustru, danske Ada Nolde, og kaldte Hitler for en ”stor og ædel mand”.
Hans mange jødisk-kristne motiver, der havde gjort ham kendt som kunstner og selvskrevet til en plads i vestlig kunsthistorie, forsvandt som dug for solen i 1933. Isoleret set et tab for den religiøse tradition i kunsthistorien, men også en håndfast konsekvens af hans politiske holdninger.
At myten om Nolde er en ganske anden, er med til at forklare, hvorfor udstillingen har sendt chokbølger gennem tysk kulturliv og ansporet forbundskansler Angela Merkel til at fjerne to ellers personligt udvalgte Nolde-malerier fra sit kontor. Ifølge myten var Nolde et offer for nazisternes had til avantgardismen og formmæssige eksperimenter og således på ”den rigtige side” efter krigen. En muligvis velvilligt indstillet eftertid har været modtagelig over for myten om Nolde, og det er ret beset utroligt, at der er gået så mange år, før de nye oplysninger er kommet frem.
Det møjsommelige arkivarbejde er hæderværdigt. Det er en rig kultur, der tør være selvkritisk og i sandhedens tjeneste gøre op med ellers vedtagne opfattelser af den nære historie.
Nolde føjer sig til gruppen af kunstnere med tætte bånd til nazismen. Mest berømt er måske Knut Hamsun i Norge, men rækken af kunstnere, der har støttet så vel fascistiske som kommunistiske rædselsregimer, er lang. Historien viser, at kunstnere absolut ikke har større indsigt i politik end andre faggrupper, ja, blindheden for bestialiteter kan undertiden være mere udbredt i åndslivets top end nede på fabriksgulvet.
Men det skal ikke nødvendigvis gå ud over dét, som kunstnerne har produceret, nemlig kunsten. Den er ikke sjældent uendeligt meget større end den lille kunstner og hans fedtede, tidsåndsinficerede biografi. Vi må ikke i en renhedsfikseret og dømmesyg nutid kræve af fortidens kunstnere, at de skal have nøjagtig samme moralske standarder som vi. Nolde var et femstjernet fjols politisk set, men hans nidelte altertavle ”Kristi liv” er stadig stor kunst, også efter disse afsløringer. Der bør være en grænse mellem liv og værk, og den skal i vidt omfang stadig respekteres.