Prøv avisen
Leder

Kurdernes drøm må vente

Irakisk-kurdisk optrapning er dårligt nyt i kampen mod IS

Alt imens den spanske regerings ultimatum til Cataloniens selvstyre-regering i den højspændte løsrivelsesstrid udløber i dag, udspiller der sig i Irak et mindst lige så højspændt drama om selvstændighed, som potentielt kan få yderst alvorlige konsekvenser for sikkerhedstableauet i hele Mellemøsten.

Ligesom catalonierne stemte de kurdiske irakere ved en folkeafstemning, som på forhånd var kendt ulovlig af landets forfatningsdomstol og uden opbakning fra det internationale samfund. Og i Irakisk Kurdistan var der ligeledes over 90 procent, der stemte for løsrivelse. Men dér holder sammenligningen også op.

Kurderne blev faktisk stillet selvstændighed i udsigt, da Tyrkiet og de sejrende vestmagter i 1920 indgik fredsaftalen fra Sèvres efter Første Verdenskrig og Det Osmanniske Riges fald. Et løfte, der siden blev brudt over for et folk, som blandt andet i Tyrkiet og Irak er blevet udsat for massiv forfølgelse.

Med en officiel valgdeltagelse på 72,6 procent har den kurdiske folkeafstemning langt større folkelig legitimitet end den catalanske, selvom det på ingen måde gavner det kurdiske selvstyres sag, at afstemningen også blev holdt i områder, som kurdiske styrker har besat, og hvor mindretal som kristne og yazidier, som det fremgår af dagens avis, blev betalt eller truet til at stemme for kurdisk løsrivelse.

Men modsat sin catalanske kollega har den kurdiske selvstyrepræsident, Masoud Barzani, faktisk ikke lagt op til en regulær selvstændighed. Han vil snarere bruge folkeafstemningen til at presse den shia-dominerede regering i Bagdad til regulære forhandlinger i en årelang strid om olieindtægter og flere magtbeføjelser, som har ulmet, siden den irakiske forbundsstat blev en realitet efter Irak-krigen og Saddam Husseins fald i 2003. Selvom der trods megen teatertorden også er sket visse tilnærmelser siden afstemningen, er det på sin plads at advare kurderne om, at deres drøm om selvstændighed kan kaste Irak ud i en ny borgerkrig, hvilket de seneste dages militære optrapning omkring oliebyen Kirkuk, som begge parter gør krav på, med al tydelighed vidner om.

Uanset hvor berettiget drømmen om selvstændighed måtte være for et folk, der i generationer er blevet undertrykt, og uanset hvor falleret en stat det etnisk og religiøst splittede Irak måtte være, så er ingen tjent med, at der bliver åbnet for en Pandoras æske af nye grænsedragninger og selvstændighedsønsker i en region, der i forvejen er præget af stor ustabilitet med en syrisk borgerkrig i nabolaget og en terrorgruppe som Islamisk Stat, der i ly af striden måske kan genvinde kræfter.

Som en amerikansk militærtalsmand forleden advarede om, har den kurdiske folkeafstemning allerede fjernet fokus fra den fælles kamp mod IS, hvor kurderne uforfærdet har stået i frontlinjen og gjort det beskidte arbejde for Vesten. Det er en kamp, de næppe har fået nok anerkendelse for. Men som i en anspændt geopolitisk situation må komme foran drømmen om selvstændighed.