Kristeligt Dagblad mener: Filmbranchen og kunsten taber på at indføre kvoter

Hvis man fremover søger støtte til en tv- eller filmproduktion hos Det Danske Filminstitut, skal man fremlægge, hvor mange medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, man tilknytter projektet. Det er en forkert vej at gå

Et nyt tiltag i filmbranchen vækker berettiget opsigt. Fremover skal man, hvis man søger støtte til en tv- eller filmproduktion hos Det Danske Filminstitut, fremlægge, hvor mange medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, man tilknytter projektet. Tidligere på året indførte man samme krav vedrørende kønsfordeling på filmsettet.

Det er en forkert vej at gå. Folk skal ansættes på deres kvalifikationer, ikke på deres hudfarve. Desuden er det potentielt nedladende over for ansatte med anden etnisk baggrund at så tvivl om, hvorvidt de nu er ansat på grund af deres evner, eller fordi de har ”den rigtige” hudfarve. Instituttet bedyrer, at opgørelsen over ansattes etnicitet ikke vil få betydning for støtte. Men hvorfor så indføre en så tåbelig regel? Meningen med en regel er, at man kan holde den eller overtræde den, og hvis man overtræder den, er der sanktioner. En ulden hensigtserklæring om, at det nye tiltag handler om at gøre filmproducenter mere bevidste, er inkonsekvent.

Om dette er første skridt henimod egentlige kvoter i dansk film, er umuligt at vide. Men den tidsånd, som det nye tiltag fremsættes i, blæser én vej: mod mere mangfoldighed. I Storbritannien er filmstøtte allerede nu afhængig af diversitet på filmsettet. Lever man ikke op til mangfoldighedkravene, er kassen smækket i. I USA fortryder man, at de medvirkende i den fortsat ekstremt populære tv-serie ”Venner” alle er hvide, for så homogen er byen New York, hvor serien foregår, jo ikke.

Glemt er tilsyneladende indsigten om, at kunst ikke afspejler virkeligheden i et 1:1-forhold. Kunst er et selvstændigt æstetisk univers, man træder ind i. Dette univers er ikke afskåret fra virkeligheden, men alting skal ikke tages bogstaveligt i kunstens verden. Og da slet ikke på film, der er kendetegnet ved at være fortællinger i billeder. Hvis al samtale om kunst skrumper ind til at handle om bogstavelighed og politisk korrekt repræsentation af virkeligheden, går uvurderlige æstetiske og sanselige indsigter tabt.

Desuden kan der ligge et element af ansvarsforflygtigelse i kvotetænkningen. Som kommunikationschefen for Rådet for Etniske Minoriteter rigtigt siger i dagens avis: ”Det er vigtigt, at vi taler om de her ting, men folk må også tage et individuelt ansvar. Vi skal selvfølgelig gøre minoriteter og kvinder opmærksomme på, at der er plads til dem i branchen. Det kræver bare, at de gør forsøget.”

Overordnet set er det bekymrende, at det ensidige fokus på hudfarve vender tilbage. Man troede egentlig, at forestillingen om, at racer var forsvundet, og at tanken om, at hudfarve er det vigtigste skel mellem mennesker, var passé. Store dele af det 20. århundrede gik med i frisættelsens tegn af løfte folk fra medfødte begrænsninger. Man skulle ikke være defineret af fattigdom eller forældrenes tro eller af hudfarve. Nu vender ideen om det ydre og partikulære, ikke det indre og universelle, tilbage. Men der er ingen grund til at gentage fortidens fejltagelser.