Hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse. Hver femte unge pige eller kvinde i alderen 12-25 år er ikke tilfreds med livet. Hver tredje unge kvinde i alderen 16-24 år føler sig ofte nervøs eller stresset.
Pyha, man bliver både forpustet, bekymret og lettere desillusioneret, når man dykker ned i mediernes mange historier om unge pigers og kvinders trivsel i disse år. Særligt desillusioneret bliver man, når man så ved, at mistrivslen faktisk ikke skyldes, at de unge piger og kvinder klarer sig dårligt i skolen, har et dårligt familieliv eller på andre måder er ramt af sociale problemer.
For langt de fleste unge piger og kvinder klarer sig objektivt set godt, er dygtige i skolen, har mange venner og veninder, sunde fritidsinteresser og er på mange fronter i fuld gang med at overhale de unge drenge og mænd. Ja, målt på stort set alle parametre er det faktisk de unge mænd, der er grund til bekymring for, men alligevel hører vi igen og igen om ”12-talspigerne” som et problem, ikke ”02-talsdrengene”.
I dag, den 8. marts, er det så kvindernes internationale kampdag, og måske vi alle bør bruge dagen til at give vores hustruer, kærester, mødre, døtre, søstre, veninder og kvindelige kolleger en anerkendende kompliment for hvor stærke og seje, de reelt er.
For selvom der fortsat bør være fokus på lige rettigheder og muligheder for kvinder og mænd, herhjemme og i udlandet, er det vigtigt at huske, at målet med ligestillingskampen ikke bør være et hektisk snurrende hamsterhjul, hvor unge piger og kvinder – direkte og indirekte – oplever et kulturelt og politisk pres for konstant at yde mere, når risikoen så åbenlyst er, at man mister sig selv og sit selvværd i processen.
Derfor vil det være helt naturligt, at vi samtidig minder hinanden om, at det ikke er mængden af 12-taller, flotte billeder på Instagram eller antallet af venner på Facebook, der definerer vores værd og berettigelse som mennesker. Vores værd ligger i, at vi er mennesker – ikke i, hvad vi kan og gør.
En påmindelse, der kan virke særligt relevant for tidens unge piger og kvinder, der er vokset op i en digital tidsalder, hvor udseende, karakterer, tøjindkøb og sågar dagens morgenmad bliver kommenteret og bedømt med op- og nedadvendte tommelfingre på de sociale medier.
Ungdommen og de tidlige voksenår har alle dage været en følsom og skrøbelig tid for mange. Og den er næppe blevet mindre skrøbelig i dag, hvor de unge konstant mødes med historien om, at hele verden ligger åben for dem, så nu er resten bare op til dem.
Mange unge – ikke mindst unge piger og kvinder – formår flot og ansvarligt at bruge disse mange muligheder til gavn for sig selv og samfundet. Det skal de støttes i, men de skal samtidig føle sig set og holdt af, uanset om ”de har succes” i tidens ånd. Kvindekamp skal være en kamp for lighed, ikke en kamp mod en selv.