Nedtællingen til de udenlandske kamptroppers tilbagetrækning fra Afghanistan med udgangen af 2014 er i gang, og Nato-general-sekretær Anders Fogh Rasmussen får nok at gøre med at sikre fodslag.
Der er blandt medlemslandene forskellige opfattelser af såvel tidspunktet for en tilbagetrækning som finansieringen af de lokale styrker, der skal overtage sikkerhedsopgaverne.
LÆS OGSÅ: Fogh: Afghanistan skal holde sine løfter
Derfor er det prisværdigt, at Fogh Rasmus-sen har overskud til at fremhæve en sag, der bør optage Nato-landene i særlig grad, både forud for tilbagetrækningen og ikke mindst i perioden bagefter.
I en tale forud får åbningen af topmødet i Chicago krævede generalsekretæren, at Afgha-nistan lever op til sine løfter om at sikre kvinders rettigheder. Og Nato og alliancens partnere må, sagde han, leve op til deres løfter om ikke at lade afghanerne i stikken.
I de forløbne 10 år har mange afghanske kvinder oplevet fremskridt som forfatningsmæssig ligestilling, adgang til at deltage i politik og ret til uddannelse. Men fremskridtene er skrøbelige og i stor fare for at blive rullet tilbage som led i en forhandlingsløsning mellem styret i Kabul og Taleban.
Adskillige kvinder sidder fængslet for at forbryde sig mod den offentlige moral. De er eksempelvis blevet beskyldt for utroskab, er blevet voldtaget eller har forladt deres mænd. Disse helt uacceptable eksempler viser vigtigheden af, at Nato holder fast.
For at bevare magten har præsident Karzai indgået nogle forkastelige aftaler med Afghanistans islamiske præsteskab gående ud på, at kvinder skal være underordnet mænd, ikke må begive sig udenfor alene og ikke kontakte fremmede mænd på offentlige steder.
Giver Nato-kredsen køb på spørgsmålet om kvinders rettigheder, vil det ikke alene være stærkt angribeligt fra en principiel betragtning. Det vil også være et groft svigt over for de mange afghanske kvinder, som med begejstring kastede sig ud i arbejdet med at modernisere landet i tillid til, at de ville blive beskyttet. Det samme gælder i øvrigt de mange mænd, som siden invasionen i 2001 har samarbejdet med de udenlandske styrker, og som må frygte for deres sikkerhed i lyset af Karzai-regimets imødekommenhed over for de mørkeste kræfter på den afghanske sikkerhedspolitiske scene.
Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Det er åbenbart, at Nato ved tilbagetrækningen ikke vil være i stand til at efterlade et demokratisk land i vestlig forstand. Men vi har en særlig forpligtelse over for de mennesker, som i sin tid troede på, at en ny æra var kommet, og som hjalp med. Det gælder specielt kvinderne i Afghanistan. me