”Der vil nu ske noget meget mærkeligt, mine Herrer; en Dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os. Her maa derfor være absolut Ro.”
Med disse ord introducerede ordstyreren på et vælgermøde i 1890 lærerinden Louise Nørlund, der havde bedt om retten til at stille et spørgsmål. Hun fik lov, og man må forestille sig, at mændene i lokalet har siddet spændt og overværet det mysterium, der udspillede sig for deres øjne.
Men mysteriet blev hen ad vejen mindre, og i 1915 fik Danmark den grundlov, der gav kvinder stemmeret til Folke- og Landsting. Det blev en symbolsk milepæl for de kvindesagsforkæmpere, der var oppe imod ræsonnementer som Højre-politiker Carl Plougs ord om, at kvinder ikke er ”særligt skikkede til Lovgiv-ningsvirksomhed; thi rolig Overveielse og logisk Slutning turde vel være Hovedbetingel-serne for med Held at kunne deltage i den”.
Kvindekampen spredte sig, men kun langsomt. Først i 1971 fik kvinder i Schweiz valgret til parlamentet, i Portugal skete det i 1975, og i Liechtenstein i 1984.
Men allerede i 1903 fik danske kvinder stemmeret og blev valgbare til menighedsråd. Folkekirken var ikke så fodslæbende på dette punkt, som den ofte beskyldes for at være. Det var også en kvindelig teolog, Bodil Koch, der spillede en vigtig rolle i grundlæggelsen af Folkevirke i 1950'erne, en tværpolitisk oplysningsbevægelse, der arbejder for at give kvinder adgang til politik og samfundsdebat.
Nu 100 år senere har Danmark fået sin første kvindelige statsminister, og kampen for kvinders plads i alle offentlige sammenhænge har været en langsom, men udbredt succes. Kvinders bevægelse fra hjemmet til det offentlige rum - ikke mindst til politik - har været en historie om menneskelig befrielse, men også en hoveddrivkraft i at gøre Danmark til et af verdens mest velstående lande.
Alt peger på, at samfund bliver friere og rigere af at give kvinder magt. Derfor er det også et mål for mange politikere og udviklingsorganisationer at overføre beslutningskraft til kvinder i mange kulturer i ikke mindst Den Tredje Verden.
Også herhjemme er et vigtigt sted at fortsætte kvindekampen at inddrage kvinder med rødder i Den Tredje Verden i politik og mere generelt at give flere af dem mulighed for et offentligt virke. Vejen til kvinders frigørelse, som vi i år fejrer, gik netop gennem den offentlige indflydelse, som de danske kvindesagsforkæmpere tilkæmpede sig, da de for 100 år siden fik den vigtige adgang til at stemme om, hvem der skulle have magten i deres eget land.
AEM