Kysterne er ikke kun turisternes

Naturen og de fastboende risikerer at tabe i kampen om turisme

Morten Rasmussen
Morten Rasmussen . Foto: Leif Tuxen.

Med en kystlinje på 2389 kilometer er der i gennemsnit sølle tre centimeter kyst til hver af Tysklands 82 millioner indbyggere. I Danmark råder hver af landets 5,7 millioner indbyggere derimod over cirka halvanden meter af landets samlede kystlinje på 8500 kilometer.

I det lys er det ikke så underligt, at de danske kyster er et yndet feriemål for vores naboer mod syd. Her kan man, fra det dramatiske Vesterhav til Nordsjællands milde kyster, søge mod havet og finde en rolig plet, et frirum, hvor hverdagens travlhed for en stund overmandes af naturens skønhed.

Hvad man skal huske er dog, at ikke kun turisterne nyder livet ved kysterne. Det gør også de mange tusinde danskere, der bor i kystområderne. For landets kommuner er det derfor en hårfin balance at tiltrække turister uden at ødelægge både natur og hverdagsliv for de mange fastboende, der ikke kører hjem, når højsæsonen er ovre.

At lokalpolitikere og erhvervsfolk i deres iver efter at tiltrække turister risikerer at glemme lokalbefolkningen, oplever man netop nu i Blåvand på Vestkysten.

For ganske vist har Blåvand, det lille landsbysamfund med cirka 500 indbyggere, altid været populært blandt turister, hvilket de lokale nyder godt af, da det skaber arbejdspladser og penge til kommunekassen. Men det seneste års tid har turiststrømmen nået et stormflodslignende niveau med menneskemængder og trafik i et omfang, man aldrig har set magen til.

Det skyldes ikke mindst indvielsen af det meget roste museum Tirpitz, hvilket kombineret med Varde Kommunes planer om et nyt hotelbyggeri, for øvrigt mindre end 100 meter fra kysten, nu får flere af de lokale til at bede politikerne om lige at klappe hesten.

Blåvand-boernes bekymringer er forståelige. Man presser både natur og fastboende for hårdt, når der i højsæsonen kører op til 12.000 biler dagligt på den eneste vej gennem det ganske særegne og smukke landskab. Og måske løsningen ikke er flere hoteller og sommerhuse, men i stedet en langtidsholdbar beskyttelse af det landskab, der er hele forudsætningen for Vestkystens stærke identitet hos turisterne.

For det er jo dilemmaet. Naturligvis vil man tiltrække mange turister. Men tiltrækker man for mange, mister området sin særegenhed og ikke mindst den ro, der for mange turister står som det eftertragtede alternativ til den hektiske hverdag. Og det kan have to konsekvenser: Enten får området et dårligt ry, der holder turisterne væk, eller også udvikler det sig til et discountferie-mål, der måske tiltrækker store grupper af besøgende, men alligevel taber indtjening, da trafik og overfyldte strande nu engang er en mindre attraktiv vare end ro og smuk natur.

Og ender det sådan, har det været en alt for høj pris at betale, både for turisterne, men i høj grad også for naturen og de mennesker, der bor i den, når iskiosken er lukket, og livredderens tårn er pillet ned.