Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Lad bolden rulle – og forbliv kritisk

Foto: Leif Tuxen

Af Jeppe Duvå, Redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Fodbold er politik, og hver gang vi deltager, er det et etisk valg

Det officielle Danmark vil hjertens gerne deltage i den fodboldfest, der begynder i Rusland i dag. Men den rød-hvide iver må helst ikke være alt for synlig, for Putins Rusland er i stigende grad gledet ud af det pæne selskab. Så det udløste hændervriden hos andre borgerlige partiers ordførere, da kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) forleden besluttede, at hun vil sidde med på tilskuerpladserne, når landsholdet i de kommende dage eller uger spiller VM-kampe.

Det burde ikke være nogen voldsomt kontroversiel disposition, at sportens minister fra et land, der er med i VM-slutrunden, møder frem i værtslandet, al den stund der ikke er besluttet nogen dansk boykot. For selvom der på vore breddegrader hersker en tiltagende skepsis over for alt russisk – eskaleret efter de ikke-beviste påstande om, at russerne stod bag et giftattentat mod en tidligere spion – så må man dog holde fast i, at turen nemt kunne gå til meget mere anløbne destinationer.

For eksempel kunne et ikke så lidt værre sportsligt rejsemål være et mellemøstligt diktatur med ingen eller stærkt begrænset respekt for menneskerettighederne. Et land, hvis statsreligion er den absolut mest intolerante og fundamentalistiske sekt inden for islam, wahhabismen. Et land, der er berygtet for at underkue sine hærskarer af retsløse migrantarbejdere, og som i øvrigt af talrige nabolande er udpeget som terror-sponsor.

Et sådant land er Qatar. Og sandelig om ikke det internationale fodboldforbund Fifa har besluttet, at det næste VM, der finder sted i 2022, skal henlægges til denne hovedrige mini-stat.

Enhver tanke om at placere en international sportsbegivenhed i et land, hvor det er tvivlsomt, om lokale kvinder overhovedet må befinde sig på tilskuerpladserne, er bizar.

Men det har endnu ikke fået danske politikere i nævneværdigt tal til at argumentere for, at Danmark bør blive væk om fire år. Som for eksempel Søren Espersen (DF) formulerede det sidste år, lige efter at han havde betegnet Qatar som et ”modbydeligt” land:

”Jeg mener, at sport og politik skal være fuldstændig adskilt.”

Men politik og sport har været filtret sammen, siden den første diskos blev kastet i antikkens Athen. Man kan sagtens nære det ideelle ønske, at den masseindustri, der baserer sig på imponerende kropslige præstationer, ikke blev brugt politisk: til profilering, til at sende signaler, til at ydmyge modparter på en ikke-voldelig måde, til at stive national stolthed af, til at tjene penge – og til at udeblive fra, når en turnering finder sted det forkerte sted.

Men den verden findes ikke. Det må alle, men især vores folkevalgte, forholde sig til. Og indse, at det eneste etisk forsvarlige derfor er, at man tager konkret stilling fra sag til sag, hvilket vil sige fra land til land.

Her må man sige, at til trods for Ruslands dårlige forvaltning af sit internationale renommé de senere år, så kunne man forestille sig langt, langt værre værtslande. Og hvis man mener, at sport overhovedet skal kunne udøves verdenssamfundets lande imellem, så sætter man uhyre snævre rammer for sin deltagelse, hvis Rusland ikke findes værdigt. Man kan minde om, at såvel kronprins Frederik som den daværende kulturminister overværede åbningsceremonien ved De Olympiske Lege 2008 i Kina – et land, hvis krænkelser af menneskerettigheder får Ruslands til at ligne et par harmløse fejltrin.

Ja, sport er politik. I sin bedste udgave er det politik med et forsonende ansigt. Lad os håbe, at det er den udgave, vi i de kommende dage får at se i Rusland.