I Nordjylland fandt en gårdejer og hans søn forleden et tysk fly, som styrtede ned under Anden Verdenskrig og endte flere meter nede i den jyske mosejord. Her har maskinen ligget siden. Det samme har det besætningsmedlem, som formentlig er piloten.
Resterne af manden er blevet videnskabeligt undersøgt, og det er offentliggjort, at han havde mønter, madkuponer og kondomer i lommen.
Fundet rejser spørgsmålet om, hvordan vi behandler afdøde, som har ligget i jorden længe. Skal man lade dem hvile i jorden? Skal man grave dem op og give dem en begravelse? Skal man vente på familiens tilladelse?
Vi omgås ikke altid de afdøde rigtigt. Hærværk på kirkegårde er hyppige og udbredte i Europa. Bedemænd fortæller, at folk ikke holder tilbage for rustvogne, men skælder ud over at skulle vente på, at den langsomme vogn kører forbi og bringer den døde til graven.
I Aarhus har man sløjfet en gammel kirkegård for psykiatriske patienter trods protester fra kirkeligt hold. Også i forbindelse med metrobyggeriet på Nørrebro i København anså myndighederne det for en sten i maskineriet, at pårørende ønskede at lade deres afdøde hvile i fred på det hjørne af Assistens Kirkegårds gravplads, som der bygges på.
Vi har ikke let ved at finde fælles normer, når det gælder den værdige omgang med afdøde. Et fund på Als af britiske bombefly i 2015 udløste en diskussion om, hvorvidt det overhovedet var rimeligt at grave briterne op. Og i den nye sag mener arkæologer på den ene side, at man skulle have ladet piloten hvile i fred, mens biskop over Ribe Stift Elof Westergaard omvendt argumenterer for, at en begravelse ville være ”udtryk for en respekt for et levet liv med dets unikke historie”, og at det er ”pamperi bare at dække til og efterlade til glemslen”.
Dog følger nutidens gravfredskonflikter generelt et andet overordnet mønster. De handler om den entreprenante bygherre – ofte med myndighederne i ryggen – der står over for pårørende, kirkelige stemmer eller arkæologer, som mener, at man skylder den gravstedte et hensyn.
Det siger noget om de etikkritiske 1960’ere og 1970’ere, at man uden skrupler ryddede gravpladser med gravkøer og så stort på de knogler, der blev knust i arbejdet. Uenig-hederne i dag siger noget om en kultur, der ikke kan enes om værdien af individet efter døden over for værdien af at bygge nyt, indbringende og effektivt.
Da Per Stig Møller (K) blev kulturminister, blev han spurgt om, hvad kultur var for ham. Det kloge svar var, at vi ikke bare skilte os af med de døde. Vi siger noget, udfører ritualer, erindrer os den afdødes betydning. ”Mennesket holder ceremonier og skaber kulturer. For mennesket har altid søgt noget andet end det rent nøgne og rå.”
Det bør vi også holde os for øje, når vi omgås de jordiske rester efter et menneske.