Kristeligt Dagblad mener: Lad friskolerne forblive frie

Minister udfordrer friskoletradition med sit fokus på etnicitet

Det er nok til daglig irritation for mange, men det er ikke desto mindre en kendsgerning: Verden er fuld af mennesker, der opfører sig anderledes.

Er man venstreorienteret, synes man højst sandsynligt, at der er lige rigeligt med højreorienterede. Er man veganer, så man formentlig gerne, at kødspiserne tog sig lidt sammen. Og er man socialdemokratisk toppolitiker, har man det typisk lidt svært med privat- og friskoler – altså bortset fra de tilfælde, hvor det er bedst for ens egne børns trivsel at skifte til en privatskole.

Ovenstående kan måske virke lidt polemisk, men det er unægteligt det indtryk, man sidder tilbage med på baggrund af to aktuelle sager, som Kristeligt Dagblad har beskrevet. I avisen fredag gjaldt det kristne friskolers seksualundervisning, som undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med egne ord ”væmmes over”, fordi et digitalt medie havde videregivet en ekstremt kluntet formulering, som kunne læses som en sidestilling af homoseksualitet og incest, fra en hjemmeside drevet af Indre Mission. Hjemmesiden bruges i undervisningen på flere kristne friskoler, men hos Foreningen af Kristne Friskoler har man ikke kendskab til, at den konkrete formulering nogensinde er brugt i undervisningen, hvilket dog ikke forhindrer ministeren i at varsle mulige stramninger.

I dagens avis kan selvsamme minister så bebude, at en ganske bestemt slags friskoler om få år ikke længere vil eksistere i Danmark. For står det til regeringen, skal alle privat- og friskoler miste retten til statsstøtte, hvis de har en overvægt af elever med udenlandsk baggrund – altså hvis eleven eller dennes forældre ikke er født i Danmark eller er danske statsborgere.

Målet for denne stramning er de muslimske friskoler, som i tidens løb da også har været forbundet med flere kedelige sager. Men hvorfor så ikke bare håndtere disse sager, når de opstår – og i yderste konsekvens fjerne støtten, hvis en skole agerer på en måde, der er strid med loven – fremfor at hive kuglerammen frem og tælle elever op efter etnicitet?

Ministerens udmelding er bekymrende, fordi en skoles overlevelse og ret til støtte dermed ikke længere, som det historisk set har været tilfældet, afhænger af undervisningens kvalitet, men af hvilket land, eleverne eller sågar deres forældre er født i. Gennemføres dette, vil det være et brud med den smukke friskoletradition, der i 150 år har kendetegnet Danmark og sågar er nedfældet i Grundloven, hvor det i paragraf 76 slås fast, at ”forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.”

Storheden i den danske friskoletradition er netop anerkendelsen af dem, der ”opfører sig anderledes”. At vi i et land, hvor tre fjerdedele er medlem af den evangelisk-lutherske folkekirke, giver plads og økonomisk støtte til, at både katolikker, jøder og muslimer kan oprette skoler, baseret på egne værdier. At det tyske mindretal, omgivet af en dansk majoritetsbefolkning, sikres retten til egne skoler, og at kristne friskoler underviser i seksualundervisning på en måde, der ikke nødvendigvis harmonerer med en diffus tidsånd.

Ministerens bagvedliggende ambition om at styrke integrationen af tosprogede er vigtig og nødvendig, men at fokusere ensidigt på etnicitet er ikke løsningen. Danmarks højt besungne sammenhængskraft er netop baseret på en tillid på tværs af befolkningsgrupper – ikke en ensretning, hvad enten det så gælder holdninger eller etnicitet.