Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er en interessant figur. Han er i bund og grund en klassisk helt, der midt i sin patriotisme glimrer med narrens evne til at få alle til at grine ad magten. Han er nu fængslet, efter at han i søndags med dødsforagt vendte tilbage til Rusland, hvis hemmelige politi i august forsøgte at slå ham ihjel med den militære nervegift Novichok. Attentatet mislykkedes, hvilket har latterliggjort de hemmelige agenter fra FSB, og efter måneders behandling i Tyskland er Navalnyj nu igen klar til at udfordre præsident Vladimir Putin. Men bag tremmer.
Putin frygter, at Navalnyj på fri fod vil være i stand til at udfordre ham mere, end han allerede gør, op til valget til Dumaen, det russiske parlament, der senest skal finde sted til september.
Og man forstår egentlig Putins uro. Selv fra fængslet er det i ugens løb lykkedes Navalnyj at afsløre dele af Putins privatliv, som Putin nok havde ment skulle være forblevet privat: et gigantisk, nærmest dekadent stort palads beliggende ved Sortehavskysten angiveligt tilhørende præsidenten. 22 millioner mennesker så Navalnyjs Youtube-video om paladset allerede inden for det første døgn. Putins talsmænd benægter, at stedet har noget som helst at gøre med præsidenten.
Navalnyj har tidligere ydmyget eneherskeren i Moskva. I december offentliggjorde han en video med en 49 minutter lang samtale mellem sig selv og en af de FSB-agenter, der nogle måneder forinden havde prøvet at forgifte ham. Agenten anede bare ikke, at han talte med Navalnyj, for denne udgav sig for at være en sekretær, der indsamlede oplysninger til brug for Putins sikkerhedsråd. I løbet af samtalen fremlagde agenten godtroende farverige detaljer om det kiksede drabsforsøg, herunder at den kemiske substans, der altså ikke virkede godt nok, var blevet påført Navalnyjs underbukser. Videoen fik i løbet af få timer syv millioner visninger på Youtube.
Putins styre er ikke et fuldt etableret diktatur, men det arbejder på at blive det. Befolkningen er løbende blevet berøvet de politikere, der kunne føre det stolte land i en anden retning. Det kræver en personlighed med en dumdistrighed og vilje til selvopofrelse som Navalnyj at gå op imod den autokratiske udvikling. At Putin udmærket kan se truslen, viste han allerede i 2018, da Navalnyj med henvisning til en åbenlyst politisk motiveret svindelanklage blev nægtet retten til at stille op til præsidentvalget samme år. Med sit demokrati- og antikorruptionsprogram var Navalnyj den eneste kandidat, der kunne have givet Putin lidt modstand.
Men vi i Vesten skal ikke gøre os nogen forhåbninger om opbakningen til demokratiforkæmperen. En russisk opinionsmåling viser ifølge The Economist, at kun 15 procent af russerne tror på, at Putin stod bag drabsforsøget på Navalnyj. Så meget desto vigtigere er det, at EU ikke sænker stemmen og reagerer på fængslingen af Navalnyj med forstærkede sanktioner mod Putin.