Prøv avisen
Leder

Lad kunsten tale for sig selv

Michael Bach Henriksen Foto: Leif Tuxen

Brugerinddragelse og digitale påfund tager overhånd på museer

Hittepåsomheden breder sig i den danske museumsverden, når det kommer til formidling af kunst. En bred vifte af digitalt udstyr står klar til publikum, straks man træder ind på museerne.

Ser man Michael Kvium på ARoS eller C.W. Eckersberg på Statens Museum for Kunst er det ikke nok at beskue værkerne; man skal også tage ”selfies” med sin mobiltelefon og indgå i udstillingen. På sidstnævnte museum kan man også deltage i fredagsbar mellem kunstværkerne.

Disse aktuelle eksempler er blot små udtryk for den foreløbige kulmination på tendensen til brugerinddragelse. Idéen om publikum som medskabere af udstillinger har sejret, og det er problematisk. Balancen tipper mellem den kunst, publikum trods alt er kommet for at betragte og reflektere over, og publikums egen aktive medvirken.

Det er derfor godt, at der, som beskrevet i avisen i lørdags, nu rejses en kritik af brugerinddragelsen fra egne rækker. Museums-ansatte anfører, at man kaster fagligheden over bord, når det bliver en lige så stor attraktion selv at male som Asger Jorn på en iPad som at se kunstnerens egne værker.

Man øjner bag det digitale amokløb en faglig usikkerhed og vægren sig ved at tage kuratorens klassiske rolle på sig. Tilsyneladende ræsonneres det, at eftersom alle børn og unge har en iPad eller tre derhjemme, skal de naturligvis også bevæbnes digitalt, når de ankommer til et museum.

Men hvad nu hvis landets borgere ikke går på museum for at opleve det samme, som de oplever derhjemme og alle andre steder i samfundet, men noget radikalt anderledes? En parallel findes i landets kirker: Man kan gå så langt i bestræbelsen på at komme såkaldt kirkefremmede i møde, at man udvisker forskellen mellem kirken og underholdningsindustrien. Langt bedre var det, om man kom museumsgæster og gudstjenestegængere i møde med en formodning om, at man ikke går på museum eller i kirke for selv at optræde og høre det, man kan sige sig selv. Men man kommer for at være tavs i mødet med noget andet og høre alt det, man netop ikke kan sige sig selv.

Man kan som kurator og andre forvaltere af samfundets hellige haller blive så bange for at virke støvet og usamtidig, at man går i den modsatte grøft og overdriver inddragelsen af moderne formidlingshjælpemidler. Hvorfor er man så angst for at kede sig?

Tro dog på kunstens transcenderende kraft og sats på, at Kvium, Eckersberg og de andre mestre nok skal ramme hin enkelte. Alene, dér foran lærredet, på velsignet lang afstand af en iPad. 

Andre læser lige nu