Lad os alle bede

Bøn er den mest udbredte – og civiliserende – religiøse praksis

Hvad gør mennesker, der får at vide, at de skal dø om nogle få timer?

De beder. De undskylder for, hvad de måtte have forvoldt af ondt. De siger tak.

Sådan gjorde i hvert fald mange af de frihedskæmpere, der blev henrettet under den tyske besættelse. I mandags blev 75-året for Befrielsen markeret med blandt andet dronning Margrethes og statsminister Mette Frederiksens (S) besøg i Mindelunden ved København. Den er skabt på det sted i Ryvangen, hvor de tyske besættelsestropper henrettede mange af de dødsdømte frihedskæmpere. Inden de blev skudt, fik de fleste mulighed for at skrive et afskedsbrev. Ofte havde de kun kort tid til at gøre det. Nogle af disse breve er samlet i bogen ”De sidste timer”, som netop er genudgivet på Kristeligt Dagblads Forlag. Brevene er bevægende læsning, og i kraft af deres intensitet er de næsten alle bønner i sig selv.

De dødsdømte var stort set kun unge mænd. De ser sig omfavnet af Guds kærlighed. Den 26-årige Erik Pedersen slutter sit afskedsbrev til sine forældre og søskende af med det ønske, som også er en bøn: ”Gid Gud den almægtige vil holde sin store og kærlige Haand over jer alle fem.” Og 20-årige Helge Broch Iversen skriver: ”Til slut befaler jeg mig i den Almægtiges Hænder med Bøn om, at han vil værne jer, min kære og trøste jer i Sorgen.”

Artiklen fortsætter under annoncen

At de sidste stærke ord fra mange af de dødsdømte frihedskæmpere var rettet mod Gud, er et eksempel på bønnens kraft og betydning. Den er også temaet i folkekirken på store bededag i morgen.

Bøn er den mest udbredte religiøse praksis og findes i alle religioner. Når man står på kanten af livet, kommer det at bede ofte til mennesker som en naturlig reaktion. Det siges, at der ikke findes ateister i et fly, der er ved at styrte ned. Men bøn er mere end et nødråb. Den franske filosof Bertrand Vergely går i sin bog om bønnens filosofi ”Giv os i dag...” så langt, at han siger, at mennesket ganske enkelt selv er bøn, fordi bønnen er så dybt integreret i menneskets eksistens, at vi end ikke ænser det.

Bøn er ikke bare ønsketænkning, men sindets orientering og retning. I bønnen vender man sin opmærkomhed mod Gud. Man åbner sig over for Skaberen. Inden bønnen folder de fleste hænderne. Det er et fredstegn. Nogle beder knælende. Bønnens sprog er ikke magtsprog. Snarere taknemmelighedens sprog. At bede er en erkendelse af sin egen lidenhed og utilstrækkelighed. Bøn er med til at sætte mennesket på sin rette plads i skaberværket. At bede for andre er kernen i megen bøn.

At bede sammen skaber sammenhold. På engelsk siger man, at ”a family that prays together, stays together”. En familie, der beder sammen, bliver sammen. Det samme gælder for venner og andre fællesskaber. Bønnen åbenbarer sårbarhed og knytter bånd. Alle, der har prøvet at bede med andre, ved det. Det gælder for en menighed, måske også for hele nationer. Bøn kan forene.

Men bøn er først og fremmest den enkeltes samtale med Gud, alene i lønkammeret. I den rige kristne historie findes en omfattende bønskultur. Man kan bede den oldkirkelige bøn ”Herre, forbarm dig over os – Kyrie eleison”. Man kan bede tidebønner ligesom i klostrene. Man kan bede frit efter det, som hjertet er fuldt af. Den kristne grundbøn er Fadervor, som Jesus selv formulerede. Kernen i bønnen er overgivelse til ”din” og ikke ”min” vilje.

Bøn er med til at civilisere mennesker. Derfor er der grund til at gentage, hvad der siges til kirkens gudstjenester: Lad os alle bede.