Der er mange paradokser i den aktuelle debat om fordeling af magt og vækst mellem by og land. Et af dem er påstanden om, at Dansk Folkepartis fremgang i Sønderjylland skulle være udtryk for, at Danmark er ved at lukke sig om sig selv. Faktum er, at den samlede indvandring aldrig har været større, end den er i disse år.
Det handler ikke kun om flygtninge, men om arbejdskraft, studerende og familiesammenførte, og der er fortsat i Folketinget og i befolkningen et massivt flertal for, at landet skal være åbent over for omverdenen. Danmarks vækst og velstand bygger på samhandel og åbenhed over for andre. Men den bygger også på, at nationen har haft en stor indre styrke. Eller med en forslidt frase sammenhængskraft - fælles sprog og fælles historie.
Alligevel har der langt tilbage i historien været godmodigt drilleri på tværs af landsdelene. Københavnersnuder og molbovittigheder er ikke ligefrem nye opfindelser. Ja, tag Ludvig Holbergs teaterstykke ”Erasmus Montanus” fra 1723, der gør sig morsom både over morlilles bondske enfoldighed og over studentens storbyarrogance. Bedre end meget andet illustrerer det, at provinsialismen findes overalt.
Når københavnske jurister og økonomer skal have krisehjælp for at flytte til Aalborg, er det vel udtryk for, at de er præcis lige så bundet til et lille lokalområde som den bornholmer, der aldrig kunne drømme om at forlade sin elskede ø. Hvilket der så i øvrigt ikke er noget galt i.
Det, der er galt, er, hvis kløfterne mellem by og land vokser, som flere samfundsdebattører anfører i dagens avis. Redaktør Siegfried Matlok kalder det med rette galimatias, når forfatter Erling Jepsen taler for en ny folkeafstemning om, hvorvidt Sønderjylland hellere skulle være en del af Tyskland. Men det er bekymrende, hvis vreden mod København skulle være så stor, at landsdelen har mistet loyaliteten over for Danmark, som forfatteren mener. Her er der virkelig brug for at slå koldt vand i blodet.
Regeringen har med udflytningen af statslige arbejdspladser taget et lille skridt mod decentralisering, og der kan og bør tages flere skridt for at skabe vækst i de yderområder, som stort set ikke fik del i de nye arbejdspladser. Nok så vigtigt er dog, at vi ændrer mentalitet og dropper fjendebillederne.
Helt overordnet er Danmark et meget lille land, og der bliver hvert år udlignet kolossale beløb fra de større byer til landområder, ligesom udbygning af broer, motorveje og anden infrastruktur har bundet landet meget tættere sammen de seneste årtier. Derfor skal vi ikke tale hinanden ned inden for rigets grænser, men op. Det hedder stadig by og land, ikke by eller land.