Prøv avisen
Leder

Lad os få skønheden tilbage

Af Morten Thomsen Højsgaard

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Stop grimhedens huseren i arkitekturen

En hel verden så måbende og sørgmodigt til, da et flammehav for få uger siden forvandlede store dele af den underskønne franske katedral Notre Dame til ukendelighed. I mere end 800 år har kirken som et arkitektonisk mesterværk og et stykke kulturarv i verdensklasse sat sit smukke og samlende præg på bybilledet i Paris. Derfor var og er der heller ingen tvivl om, at det ødelagte skulle genopbygges, og at skønheden igen skal rejse sig fra de grimme askedynger til glæde for de millioner af borgere, turister og troende, som har et positivt forhold til katedralen. Milliarderne er strømmet ind.

Den samme selvindlysende opbakning er svær at mønstre, når det gælder flere af nutidens prestigebyggerier. Mens arkitekter i fortiden havde som klart mål at skabe bygningsværker, som både kunne blive stående længe, og som samtidig skulle være smukke, så har skønheden i vore dages byggerier trangere kår. Når nutidens grandiose rum og facader skal designes, handler det, som beskrevet her i avisen forleden, i langt højere grad om funktion, om økonomi, om at skille sig markant ud og om at vise sig frem. Og det grimme kan i den forbindelse ligefrem være en bevidst og ønsket udtryksform i kampen om at få opmærksomheden på en ny tids præmisser.

Men hvordan mon borgere, turister eller pilgrimsrejsende om nogle hundrede år vil bedømme grimhedens huseren i mange af nutidens ambitiøse byggerier? Vil ”en grundstødt færge” af et kontorbyggeri ved Østerport Station i København overhovedet kunne holde i århundreder? Vil en dyster aluminiumsfacade ud til vandet i Oslo kunne blive et nyt nationalklenodie på linje med den kunst af Edvard Munch, der gemmer sig bag den skrabede ramme? Vil uopfindsomme mængder af firkantede sammensætninger af stål, glas og beton opført af alt fra bankkoncerner til fagforeninger kunne fremkalde folkelige følelser om over 800 år, der kalder på indsamling, bevarelse, genopførelse? Næppe.

Det var den tyske filosof Immanuel Kant, der formulerede den etiske læresætning om, at man skal opføre sig sådan, at ens handling kan blive til en grundregel for alle andre. Det ville klæde nutidens arkitekter, der vil opføre bygningsværker med kant, hvis de lagde sig dette ”kategoriske imperativ” på sinde. Kan bygningsværkets idealer og værdier tåle at blive til en regel for eftertiden?

I kunstens og arkitekturens verden skal der naturligvis være plads til både nyskabelse og kreativitet. Men samtidig er der grund til at tage de bedste indsigter fra fortiden med i overvejelserne om det nye. I stedet for at søge og dyrke opmærksomheden her og nu kunne bygherrerne med fordel tænke i det meget længere perspektiv. Hvilken præsident og hvilke folkemasser skal engang i fremtiden tale for at bevare netop dit byggeri? Og mon ikke tanker om det skønne, det sande og det gode holder bedre og står stærkere i denne store sammenhæng end det selvvalgt grimme, det bevidst støjende eller det tilstræbt dystre?