Sådan er det jo, sagde De Radikales daværende politiske leder Margrethe Vestager i en berømmet sentens fra nyere politisk danmarkshistorie. Det var i 2012, og Vestager talte om de mange, som efter den daværende SR-regerings reform stod til at miste retten til dagpenge. I dag er Margrethe Vestager feteret konkurrencekommissær i EU og vinder af Berlingskes pris som årets dansker, mens De Radikale slikker sårene efter den udtalelse, som lagde partiets omhyggeligt opbyggede sociale profil i ruiner.
I denne weekend samler partiet traditionen tro landets partiledere til nytårsstævne, i år under temaet social ulighed, særligt i uddannelsessystemet. Det er et vigtigt emne, og det er godt, at det bliver taget op.
Men det er også vigtigt at understrege, at kampen mod den sociale slagside på uddannelsesområdet er fyldt med gode intentioner. Og at virkeligheden er en anden. De seneste 20 år har afsættet for politiske initiativer på området på tværs af skiftende regeringer været, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Lige så længe har de faktiske tal fortalt, at op mod 20 procent af de unge ikke har afsluttet en ungdomsuddannelse, syv år efter at de færdiggjorde den obligatoriske grundskole. ”Resten” kalder man dem blandt fagfolk på uddannelsesområdet. De færreste, og slet ikke politikerne, bryder sig om at tale om ”resten”. For de ved dybest set ikke, hvad de skal stille op med dem.
Hvad gør vi med ”resten”? Skal vi acceptere, at det store flertal klarer sig rimeligt og får den uddannelse, som er og bliver adgangsbilletten til beskæftigelse og mindst et jævnt og muntert virksomt liv i Danmark anno 2017? Og så lade resten være resten? Sige ”sådan er det jo”?
Det, vi i hvert fald bør gøre, er at turde tale højt om resten. Og have modet og klarsynet til at se nøgternt på de strukturelle problemer, som bliver ved med at hægte en stor gruppe af uddannelsestoget trods alle de gode hensigter.
Det gælder også manges dyrkelse af et kreativt og legende uddannelsessystem, som alt for ofte viser sig at være skræddersyet til privilegerede børn og unge, men uegnet til at løfte alle uanset baggrund med videre. Det gælder myten om, at ”karakterræset” hægter ikke-akademikerbørn af, når flere undersøgelser faktisk viser det modsatte. Kvote 2-modeller tilgodeser ikke ”resten”, men derimod unge fra ressourcestærke familier, som kan knække koden til en fri og uformel optagelsessamtale på drømmestudiet. Og det gælder naturligvis også et voksende behov for at indse, at nogle unge også kan bidrage til samfundet med andet end uddannelse, uddannelse, uddannelse.
Skulle vi ikke som samfund tage fat på den opgave faktisk at skabe muligheder for alle? I stedet for stædigt at fastholde golde målsætninger, som aldrig bliver indfriet. Og så for en stund stoppe med selvhøjtideligt pladder om verdens bedste uddannelsessystem og den evige skæven til Pisa. De Radikale må gerne lægge ud. Men det eneste, vi aldrig må sige, er: Sådan er det jo.