Prøv avisen
Leder

Lad os mindes de døde

Erik Bjerager Foto: Arkivfoto

Af Erik Bjerager, Ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Gravsted sløjfes nu hurtigere, og glemselskulturen breder sig

På landets kirkegårde mindes man de døde. Kirkegårdene er en del af den fælles erindringskultur. Man kan på kirkegårdsvandringer se gravsten over mennesker, der har sat deres præg på landets eller det lokale samfunds udvikling.

Vigtigst af alt er, at man kan mindes og erindre sine egne døde slægtninge og venner. Kirkegårdene har aldrig været ment som steder, hvor de døde kommer i jorden for at blive glemt så hurtigt som muligt. Men en del af den herskende begravelseskultur peger desværre i den retning.

Mere end otte ud af 10 døde kremeres i dag. På få årtier er der sket en hastig udvikling fra kiste- til urnebegravelser. Et mindre, men voksende antal døde får spredt deres aske over havet. Nogle urner sættes på de ukendtes fællesgrav, mens andre urner nedsættes i grave med en gravsten. Gravene bliver derfor mindre, og det samme gør gravsten. Ofte næsten undseelige. Tendensen går mod en begravelsesminimalisme. En ekstrem form for diskretion i døden. Man vil ikke fylde eller være til besvær. Måske ligger der en åndelig dimension i udviklingen. Slut er slut.

Den såkaldte fredningstid er blot 10 år for urnerne, hvorefter mange efterkommere helt vælger at slette deres pårørendes gravsted. For kistebegravelser er fredningstiden typisk længere. Det afhænger af jordbundsforhold og den tid, det tager for kisten at forgå. Men også herefter vælger mange at sløjfe gravstedet.

Færre mennesker er i dag bundet til en geografisk egn eller by og derfor heller ikke tilknyttet en særlig kirke eller kirkegård. Familiegravstederne forsvinder langsomt, og lysten til at vedligeholde slægtninges gravsteder i den anden ende af landet bliver mindre.

Men det er samtidig blevet meget dyrt at vedligeholde et gravsted. Driften af landets kirkegårde skal nu være brugerbetalt og økonomisk selvbærende. Det er med til at ændre kirkegårdskulturen i den uheldige retning. Det ses på næsten alle kirkegårde. De er overdimensionerede. Der er tomme grave, mindre gravsteder, og de, der er, slettes hurtigere.

Det hører til et af hverdagens både praktiske, men også etiske spørgsmål at tage stilling til, hvornår en slægtnings gravsted skal sløjfes. Hvor længe skal man betale til vedligeholdelsen af sine bedsteforældres gravsted? Til sine forældres? Der gives ikke noget rigtigt svar på spørgsmålet. Det er givet, at des tættere slægtsforhold, des mindre tilbøjelig er man til at sløjfe et gravsted. Derfor er der også færre meget gamle gravsteder på landets kirkegårde. Grave og gravsten af historisk betydning bevares, resten sløjfes, hvis der ikke vedvarende betales for gravstedets opretholdelse.

Et samfund har en fælles erindringskultur. Dybbøl Mølle og Skamlingsbanken er bare nogle af de danske erindringssteder, som giver indblik i fortiden og forståelse af den fælles identitet. Kirkegårdene er både en del af den fælles og den individuelle erindringskultur. Derfor er det et problem, at så mange grave sløjfes så hurtigt. Jøder og muslimer har evig gravfred. Det sikrer erindringen.

Det er et civilisationstræk at huske sine døde, også dem, man aldrig har kendt. Det gælder både for et samfund og for den enkelte. Når det for nogle mennesker er svært at sløjfe en slægtnings grav, skyldes det formentlig, at det, der er ude af øje, også let bliver ude af sind. Sløjfer man en grav, sløjfer man lidt af mindet om den afdøde. Man kan selvsagt mindes og erindre uden at have en grav, men det hjælper med.

Folkekirken må gøre sit til at modvirke glemselskulturen og burde sænke taksterne på samtlige kirkegårde. Og så bør alle tænke sig om en ekstra gang, inden de sløjfer deres slægtninges gravsteder.