De mest omtalte børn i Danmark har i månedsvis været de omkring 125, der bor i det såkaldte udrejsecenter i Sjælsmark. De bor der, fordi deres forældre ikke vil følge danske myndigheders pålæg til dem om at rejse ud af landet. Nu vil der imidlertid nok blive lidt mere stille om dem. Det krav, der næsten kom til at overskygge alt andet i valgkampen, blev onsdag indfriet af den nye udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S): Børnene må fremover godt spise deres måltider på værelserne i stedet for i centrets kantine.
Affæren, der i flere uger truede med at opsluge al politisk ilt på Christiansborg og omegn, oppebar fra starten flere tegn på at være symbolpolitik. Den ønskede praktiske ændring befinder sig i bagatelområdet; næppe nogen tror, at de nødstedte børns velbefindende påvirkes nævneværdigt af, hvor de spiser, al den stund deres egentlige vilkår bestemmes af det faktum, at deres forældre ikke vil forlade landet, hvilket fastholder dem i et utåleligt limbo. Gruppen, det drejer sig om, er antalsmæssigt særdeles begrænset og let at definere. Og – ikke at forglemme – sagesløse enkeltpersoner risikerede under valgkampen at få bedømt deres samlede moralske habitus ud fra, om de havde den rigtige holdning til netop denne sag.
Nu blev det ikke kaldt symbolpolitik. Nok især fordi de partier, der mest massivt satte sig bag kravet om måltidsfriheden, er de partier, der normalt forbeholder sig retten til at sætte symbolpolitik-stemplet på andres udspil. På et tidspunkt under valgkampen sluttede Venstre og Det Konservative Folkeparti også op, hvorved ønsket om det let overskuelige indgreb pludselig fik tværpolitisk tyngde.
Problemet med symbolpolitik er imidlertid, som venstresidens skarpeste analytikere så ofte har påpeget, at den spærrer for løsningen af reelle – eller større – problemer. Således løser et forbud mod burkaer ganske rigtigt ikke problemet med parallelsamfund, hvad Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten anså det for nødvendigt at gøre opmærksom på, da maskeringsindgrebet blev vedtaget sidste år. Ligesom Sjælsmark-børnenes frie valg af lokaler til indtagelse af måltider ikke for alvor ændrer ved, at deres forældre har fået endeligt afslag på asyl og derfor ikke har udsigt til nogen tilværelse i det land, de insisterer på at blive i. ”De skal rejse hjem. Det er et helt grundlæggende princip. Danmark er en retsstat,” som Mattias Tesfaye understregede, da hans ministerium i går bekendtgjorde mad-lempelsen. Men signalet er sendt. Symbolsk er der opnået noget.
Hvis det betyder, at kongeriget nu kan rykke videre til andre og ret beset mere omfattende problemer med børns trivsel, vil det være en velsignelse.
For eksempel opvækstforholdene for de anslået 310.000 børn, som vokser op med mindst én forælder med psykisk sygdom. På grundlag af en opsigtsvækkende undersøgelse fra Psykiatrifonden kunne Kristeligt Dagblad i april fortælle, at knap 70 procent af disse børn er overladt til sig selv. De får ingen hjælp i forbindelse med deres forældres sygdom. Det skal måske lige gentages: Det drejer sig om over 300.000 børn, altså flere mennesker end der eksempelvis bor i Aarhus.
Tilsvarende kan der nu forhåbentlig skabes politisk bevægelse bag en katastrofeplan for grønlandske børn, som alle véd i chokerende omfang vokser op som ofre for voksnes overgreb og misbrug. Alle har med åbne øjne ladt dem i stikken, og hvis erkendelsen af, at problemet ikke går væk, nu også bundfælder sig hos Grønlands politikere, er der sket et glædeligt gennembrud.