Danmark har mange ting at være stolt af. En af dem er vores særlige skoletradition, som blandt andet er kommet til udtryk i etableringen af de frie skoler, i den grundtvig-koldske skoletænkning, i højskolerne, i forestillingen om læring for livet og i forståelsen af, hvad engagement, frihed og skolens forankring i det lokale, levede liv faktisk betyder.
Historisk har også folkeskolen været en samlende og stærk institution, men aktuelt har den det svært som følge af dårligt implementerede reformer, uklog kontrol- og testkultur og lav motivation blandt lærerne, som hverken er blevet anerkendt politisk eller inddraget i udviklingen af folkeskolen.
Nu vil Socialdemokratiet gå til kamp for den trængte folkeskole, og det er i udgangspunktet al ære værd. Men det måske kommende regeringsparti bør tænke grundigt over, hvordan det vil gøre det. Aktuelt har partiet blandt andet foreslået en nedsættelse af det statslige tilskud til de frie skoler ved at ændre den såkaldte koblingsprocent, der bestemmer, hvor stort et tilskud, friskolerne modtager pr. elev, fra 76 til 71. Som Kristeligt Dagblad fortæller i dagens avis, viser beregninger fra Finansministeriet, at det i alt vil koste landets 556 friskoler og private grundskoler 365 millioner kroner.
Men hvorfor i alverden skal kampen for folkeskolen finde sted på bekostning af de frie skoler? Hvorfor ikke have modet til at se på, hvad det er for dybe strukturelle problemer, som får mange til at fravælge folkeskolen, i stedet for at underminere det skolealternativ, som faktisk evner at fastholde engagementet, trivslen og de gode resultater?
En del af baggrunden for det socialdemokratiske opgør med friskolerne er, at privatskoler især i byerne ofte er blevet et tilvalg for ressourcestærke familier, som dermed trækker de børn ud af folkeskolen, der tidligere har været med til at sikre en god og blandet elevsammensætning. Det er bestemt relevant at se på den udvikling. Sagen er bare den, at en generel ændring af koblingsprocenten vil ramme alle skoler, herunder også de mange nystartede friskoler i landdistrikter, der ellers med stor succes har lukket de huller, der er efterladt af hovedløse skolesammenlægninger i flere kommuner.
Hvis man vil forhindre ghettodannelser for de privilegerede i byerne, kræver det klogere løsninger end blot at kigge på koblingsprocenten. Hvis man er optaget af at sikre bredde på de frie skoler, kan man eksempelvis overveje en differentieret støttemodel. Og vil man faktisk have de økonomisk velstillede til at vælge folkeskolen, er det afgørende ikke at skrue på tilskud, men derimod at arbejde for at folkeskolens tilbud lever op de til forventninger om både faglighed og trivsel, som mange med rimelighed forventer.
Hvis Socialdemokratiet vil noget godt for folkeskolen, bør de udvise modet til at tage fat på et løft af folkeskolen med fokus på engagement og trivsel. Folkeskolen bliver ikke bedre af at gøre de velfungerende frie skoler til gidsler i et politisk spil.