Der ligger en for moderne mennesker nærmest forargelig påstand i den vidunderlige salme ”Du gav mig, O Herre, en lod af din jord”. Her synger vi i en af linjerne: ”Det vokse jo, medens vi sove”.
Hvad er da det forargelige i K.L. Aastrups tekst fra 1945? Jo, i et rationelt indrettet nyttesamfund som vores er vi vant til høre, at vækst er noget, den driftige skatteyder selv skaber. Konstant rationalisering og maksimering er målet, ja, vi skal vækste, som det hedder med en ikke ligefrem smuk sproglig nyskabelse, og vi skal gøre det selv. Alt er lagt over til den enkelte.
Men hvad nu, hvis det hele er skønne spildte kræfter? Hvad nu, hvis det væsentlige sker, mens vi sover og hviler eller på anden vis kobler fra? Og hvad nu, hvis vi alligevel ikke kan gøre det hele selv? Her bedriver Aastrup nutidsrelevant kulturkritik.
Nu begynder den gamle digter at få opbakning fra nye fronter. Forfattere og filosoffer opfordrer i stigende grad til at reagere på eksempelvis de omsiggribende stressdiagnoser, inden det er for sent. Opgør med de sociale mediers nådesløse krav om konstant tilstedeværelse ved skærmen spirer.
Det er ikke holdbart i længden, at unge i gennemsnit, som en undersøgelse viser, tjekker deres mobiltelefon 150 gange om dagen for nye opdateringer. Og at det sidste, vi gør, inden vi sover, er at scanne Facebook, Twitter og Instagram, og det første, vi ser, når øjnene slås op, ikke er den elskede ved siden af eller lysets indfald i værelset, men Mark Zuckerbergs spøgelse.
I Kristeligt Dagblads interviewserie ”Hjem til sommer” sagde den prisbelønnede lyriker Pia Tafdrup i lørdags: ”Børn i dag er længe i institution, og når de bliver ældre, kan de ikke leve uden at være på nettet. Men man skal kunne være alene med sig selv.”
Filosoffen Anders Fogh Jensen stemte i en tilhørende nyhed i: ”Vi lever i et tempo, som vi ikke kan holde til. Derfor bliver vi nødt til at have pauser, hvor vi bare har blikket på uendeligt. Ligesom organerne har brug for søvnen.”
Det vokse jo, medens vi sove, kan man tilføje. Pauserne er livsnødvendige.
Det forbandede ved situationen er, at vi ikke kan skyde hele skylden på udefrakommende faktorer. Så havde det været nemmere: Det er samfundets skyld, det er chefens skyld, det er kærestens skyld. Men nej, det er både nogle samfundsmæssige mekanismer og ens personlige adfærd, der skaber eksempelvis stress-epidemien.
I Berlingske forleden skrev historikeren og journalisten Adam Holm i et stressopråb: ”Der skal justeres på omtrent alt fra arbejdsmarkedets indretning over idealet om at være ’på’ til personlige uvaner.”
Det er med andre ord ikke nok at pege fingre ad Silicon Valley. Vi må selv trykke på sluk-knappen. Ingen tid er bedre end nu.
Det er sommer, og flertallet holder ferie. Så følg opfordringen fra eksperterne til at koble af, se skyerne drive over himlen og katten lege med killingerne. Vær kontemplativ og enfoldig. Ja, bliv som et barn igen. Det er sagt før, og det er sandt.