Danske læger kommer tit i medierne, når nogen har båret sig uheldigt ad. Det kan skabe det indtryk, at det er en profession med svingende standarder. Men går man mere systematisk til værks og spørger til standens etiske holdninger på en lang række punkter, får man et andet billede. Det har Kristeligt Dagblad for nylig gjort i den første undersøgelse foretaget af et dansk medie af, hvad læger principielt finder rigtigt og forkert.
Det overordnede billede er, at læger har bibeholdt en sund kritisk sans over for flere etiske spørgsmål, som er i bevægelse i disse år. For eksempel er det blevet en folkesag at få indført aktiv dødshjælp. Det støtter 71 procent af danskerne ifølge en undersøgelse fra 2013. Heroverfor står i den nye undersøgelse 82 procent af lægerne, som er imod at gøre det til en ret at vælge døden.
Deres standpunkt har vægt, fordi de står i den svære og brogede virkelighed, hvor der skal træffes vanskelige beslutninger. Kristeligt Dagblads undersøgelse, som 410 læger har deltaget i, viser, at cirka hver tredje læge er blevet spurgt om at udøve aktiv dødshjælp. Men oplevelsen har ikke ændret lægernes opbakning til forbuddet mod aktiv dødshjælp. Hvis aktiv dødshjælp skulle blive lovligt, vil lægerne også stå i forreste linje, når det gælder udfordrende valg.
Det er dem, der vil skulle træffe beslutninger om, hvem der er syge nok til at dø, ligesom det vil være dem, der vil skulle afslutte patientens liv. Knap halvdelen af lægerne mener, at en legalisering af aktiv dødshjælp ville føre til en negativ ændring i forholdet mellem læge og patient.
Groft sagt går aktiv dødshjælp, når den ses fra lægens synsvinkel, fra at være et princip til at handle om mennesker af kød og blod. Det er som regel en sund bevægelse at gøre for etiske holdninger.
Det har i artikelserien været opmuntrende at se flere andre af lægernes synspunkter. Et flertal har opfordret til at skabe en bedre prioritering af midlerne i sundhedsvæsnet, som i for høj grad er styret af politisk populisme ifølge mange adspurgte. De ansatte på landets hospitaler kender alt for godt den situation, at en politiker gennemtvinger et valgløfte, som ikke gavner helheden i den daglige sygehusdrift.
Et flertal af lægerne har desuden den holdning, at det kan gøre mere skade end gavn at fortsætte behandling af uhelbredelige sygdomme i den sidste tid. Det kan i nogle tilfælde give mere mening at lægge vægten på omsorg og kærlig pleje i denne fase af livet end hektisk kamp mod det uafvendelige.
Man kan godt forstå, at mange læger frygter en opdeling efter kultur og religion på landet hospitaler. Men det er alligevel på konfliktkurs med religionsfriheden, når er flertal af lægerne afviser, at jøder og muslimer skal kunne få mad forberedt efter deres religiøse forskrifter. Men med undtagelse af dette punkt må man glæde sig over de refleksioner, der er kommet for en dag gennem blotlæggelsen af lægernes etiske holdninger.