Prøv avisen
Leder

Længe leve gudstjenesten

Af Erik Bjerager, Ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Gå i kirke til påske, men gå til påske i højmessen hver søndag

I det lokale kirkeblad fortæller sognepræsten om et møde med nogle skoleelever foran en forretning. De stopper ham for at spørge, om han ved, hvad dagene i påske kaldes. Til deres overraskelse svarer han raskt: palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag. Da han så fortæller, at han er præst, mener de, at han er diskvalificeret i undersøgelsen. De vil vide, hvad den almindelige dansker ved om påsken, og præstens fem rigtige er ikke normen. Derimod scorer de fleste bare en to’er, som de unge siger.

Det får præsten til i kirkebladet at reflektere over det folkelige tab af viden om kristendom og leder ham til den gode og indlysende konklusion, at langt flere skulle prøve med kirkegang alle påskens helligdage for at få hele påskens drama med. Altså prøv en fem’er.

Mens julens markering af Jesu fødsel er en enkel højtid, som er let at forstå, er påsken en langt mere sammensat højtid. Den rækker fra dom og død til ny fødsel og liv med Jesu opstandelse som det kernebudskab, der peges hen på, men først forkyndes klart påskemorgen. Påskens drama kan ethvert menneske spejle sit liv i. Det rummer ophøjethed og fornedrelse; venskab og svigt; fællesskab og ensomhed; død og nyt liv.

Det forløb, der udspiller sig over fem helligdage i påsken, er koncentreret i hver gudstjeneste om søndagen med skærtorsdags nadver og påskemorgens opstandelse som noget centralt.

Desværre har højmessen det svært i disse år, hvor den er trængt og mange steder oplever svindende tilslutning. Danskerne flokkes derimod til særgudstjenester. Måske er det et udtryk for individualiseringen af også troslivet. Nu er der gudstjenester for børnefamilier, for enlige, for unge, for syge, for sørgende, for mediterende, og sågar er der også blevet afholdt gudstjenester for jægere.

I modsætning til særgudstjenesterne er højmessen universel. Den gennemspiller på den gode times tid, den varer, hele den kristne frelseshistorie i læsninger, liturgi, prædiken og salmer. Den giver evangeliet krop, og den er en indøvelse i kristendom. Den er samtidig et drama af ord, musik, sang og handling og lever kun som sådan. Man kan umuligt forestille sig en skriftlig gudstjeneste.

Højmessen kan forekomme stiv og uforanderlig og er netop i disse år underlagt et liturgisk arbejde i diverse kirkelige udvalg. Men uden sine faste rammer risikerer højmessen at blive offer for individualiseringen, og den er i sin grundform så gammel som kirkens historie og derfor også så rig og dyb på mening. Den finder sted på den syvende dag, hviledagen og dagen for rekreation. Gudstjenesten er genskabelse og fornyelse.

Højmessens problem er ikke dens faste form, som man med årene kan komme til at holde så meget af, at man ikke kan undvære den, men snarere at så få kender til dens dramaturgiske historie og liturgiske dybde.

Ritualets kraft afhænger af dets kilde, og selv ikke-kristne må erkende, at de borgerlige og ateistiske ritualer, som i disse år forsøges indført, langtfra har samme dybde og styrke som dem, der bruges i kirken, når spædbørn døbes, teenagere konfirmeres, unge vies, og døde stedes til hvile på kirkegården.

Det er i kirkens grundgudstjeneste, højmessen, at mennesket bliver taget mere alvorligt, end det ofte tager sig selv. Det blotlægges i sin ufuldkommenhed ved nadveren og indgydes ny ånde som på skabelsens morgen med velsignelsen. Kirkerummet omslutter en med en skænket erkendelse af at høre til og være accepteret. Derfor er det så godt at være der.

Gå i kirke til påske, men gå til påske i kirken hver søndag året rundt. Glædelig højtid.

Det er i kirkens grundgudstjeneste, højmessen, at mennesket bliver taget mere alvorligt, end det ofte tager sig selv

Erik Bjerager, chefredaktør ved Kristeligt Dagblad