Kristeligt Dagblad mener: Vi må tage ved lære af debatten i Norge

Forfatterne deroppe i Norge tør diskutere etik og æstetik. Og det er skønt. Her kan vi andre lære noget. Lad os da diskutere æstetik og etiske principper: Hvad er litteratur, hvordan skriver man den, og hvor går grænsen mellem liv og kunst?

Set hernede fra Danmark er det imponerende, hvad der foregår oppe i Norge på den litterære front. Også i 2020. Broderfolket har længe været førende, men det nye er, at dampen ingenlunde går af ballonen. En lang række nye norske bøger er udkommet på dansk i årets løb, og som regel til positive anmeldelser fra de danske kritikere. Fra andre lande kommer der også gode bøger, men ikke i samme massive strøm som fra Norge.

Det særlige ved ny norsk litteratur er ikke mindst, at mange forfatterskaber står stærkt. Bog efter bog, år efter år, kommer der nyt fra etablerede navne som Dag Solstad, Jan Kjærstad, Karl Ove Knausgård, Vigdis Hjorth, Linn Ullmann og Åsne Seierstad. Det er med andre ord ikke øjeblikkelige bestsellere, der præger bogmarkedet, men det lange seje træk.

Samtidig er der et frodigt vækstlag, hvor morgendagens store navne kan findes. Den generøse norske litteraturstøtte betyder, at også ”svære” og små digtsamlinger præmieres ud fra den tanke, at debutanter skal støttes for at kunne vokse sig store, og de skal animeres til at udviklet et forfatterskab. Knausgård har til Kristeligt Dagblad sagt, at han aldrig ville være blevet forfatter, hvis han ikke havde fået statslige støttekroner efter sin første og ikke særlig succesfulde roman.

Åsne Seierstad nævnes ovenfor og af en grund. Det er nemlig ikke kun skønlitteraturen, der står stærkt. Erika Fatland og Seierstad er eksempler på forfattere, der fornyer journalistikken og rejsereportagen. Men Seierstad er også et eksempel på en anden væsentlig tendens: Den kvalificerede norske litteraturdebat lever og har det godt. Den berømte journalist er i øjeblikket i skudlinjen og anklages for at bryde privatlivets fred med den prisbelønnede bog ”To søstre”.

Typisk for den litterære debat i Norge handler også denne om etik og grænser. Hvor langt må man gå, når man skriver? Det samme så man i den såkaldte virkelighedsdebat, hvor grænserne, for hvad autofiktive forfattere som Knausgård og Geir Gulliksen må skrive om deres nære familiemedlemmer, blev debatteret. Set udefra handler debatterne om litteratur. Ikke personsager om sex, som man ofte ser i andre lande, eksempelvis i det skandaleramte Svenske Akademi. Dér bringer de ikke litteraturen videre for tiden.

Her kan vi andre lære noget. Lad os da diskutere æstetik og etiske principper: Hvad er litteratur, hvordan skriver man den, og hvor går grænsen mellem liv og kunst? Som eksperter forklarer i dagens avis, er der gode historiske begrundelser for, at den litterære debat er så potent, som den er i Norge. Pietismen og en tradition for at se forfattere som moralske talerør er vigtige forudsætninger for nutidens debatter med Seierstad og Knausgård og mange andre i centrum. Det er muligvis brydsomt for forfattere, der ofte gerne vil være i fred, at blive hevet ind i den nationale debat og afkrævet stillingtagen. Men for os andre er det som at kunne ånde frit: en politisk og samfundsmæssig debat, hvor litteraturen tages alvorligt som litteratur. En kunstnerisk undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske.