Prøv avisen
Leder

Læren af Vietnamkrigen

Med krigene i Afghanistan og Irak dukkede spøgelset fra Vietnam atter op, og langvarige indsatser uden klart endemål blev atter en norm, skriver dagens leder. Foto: Paw Gissel

Trods fejlslagne krige bør Europa ikke ønske sig isolationistisk USA

Når Vietnamkrigen i disse dage atter er aktuel på bogmarkedet, i mediedækningen og i foredrag, skyldes det umiddelbart to runde årsdage. Det er 50 år siden, at USA indsatte landtropper og dermed intensiverede krigen kraftigt, og i næste måned, den 30. april, er det 40 år siden, at krigen endelig sluttede med Saigons fald.

I et bredere perspektiv er Vietnamkrigen imidlertid altid aktuel. Hver gang USA siden har interveneret militært i udlandet, har præsidenter og rådgivere forsikret offentligheden om, at denne eller hin nye krig ikke ville blive ”et nyt Vietnam”. Vietnamkrigens begyndelse var aldrig klart defineret. USA overtog en kolonikrig fra Frankrig, og mindst fire amerikanske præsidenter blev direkte involveret i krigen med forskellige grader af ansvar for den. Tilsvarende stod det heller aldrig klart, hvad krigens formål var, og hvad det amerikanske kriterium for succes var. Derfor er en af læresætningerne fra krigen, at USA ved fremtidige konflikter altid skal definere et klart formål, et succeskriterium og en såkaldt exit-strategi.

At dette er langt nemmere sagt end gjort, viser de aktuelle bøger om krigen med stor tydelighed. Vietnamkrigen er historien om en krig, som ingen rigtig ønskede, men som skiftende regeringer blev trukket længere og længere ind i. Den kolde krig var den store ramme, inden for hvilken krigen blev udkæmpet, og mange dispositioner undervejs gav mening i koldkrigslogikken.

Krigen havde da også længe stor opbakning i den amerikanske befolkning, der tilmed genvalgte den senere så forhadte præsident Nixon med overvældende flertal ved valget i 1972. Hans udenrigsminister, Henry Kissinger, modtog endda Nobels Fredpris for våbenhvilen med Nordvietnam i 1973 - dog ikke uden protester (han delte prisen med Nordvietnams Le Duc Tho, der afslog at modtage den).

Man skal derfor se krigen i dens samtid og på den baggrund forsøge at uddrage en lære. Længe efter krigens afslutning levede USA faktisk i et vist omfang op til diktummet om klart at definere det militære engagement. USA havde meget lave tabstal i det kvarte århundrede efter Vietnam. Men med krigene i Afghanistan og Irak dukkede spøgelset fra Vietnam atter op, og langvarige indsatser uden klart endemål blev atter en norm.

Er læren så, at USA skal trække sig helt tilbage? I store dele af USA's historie har den fremherskende holdning været, at USA skal være isolationistisk, så det ligger ikke amerikanerne fjernt at vende blikket indad. Men trods Vietnamkrigen og efterfølgende mislykkede krige skal Europa ikke ønske sig et isolationistisk USA. Vi er forbundne - historisk, kulturelt og militært - og skal også være det fremover.