Landsbytosserne

UDTRYKKET TOSSER ligger temmelig langt fra politisk korrekt sprogbrug anno 2000. Alligevel dukker betegnelsen »landsbytosser« stadig hyppigere op, når talen falder på en af nyere tids største vælgermæssige succeshistorier - Dansk Folkeparti. Netop som partiets Galluptal toppede, kastede dets medlemmer sig ud i en intern strid af konservative dimensioner, og på få måneder er det næsten lykkedes at halvere antallet af vælgere, i hvert fald i følge meningsmålingerne. Man venter spændt på fortsættelsen. Præcis hvad striden drejer sig om, er det svært at få hold på, udover at nogle medlemmer er meget utilfredse med topstyringen i partiet. Den utilfredshed deles af i hvert fald fire menige folketingsmedlemmer. To af dem, Inge Refshauge og Mogens Andreasen, er blevet frataget deres hverv som ordførere i Folketinget på forskellige områder, fordi de har tilladt sig at lufte deres utilfredshed offentligt. Inge Refshauge har derpå valgt at blive løsgænger, mens Mogens Refshauge noget utraditionelt nægter at give slip på sit ordførerskab og sin plads i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg. Formelt kan han blive siddende i udvalget til oktober. Med andre ord: Dansk Folkeparti er nu ude i nøjagtig samme kævl, som uafbrudt i 27 år har præget Fremskridtspartiet. Det er paradoksalt, at det netop var dette parti, Pia Kjærsgaard og hendes væbnere i 1995 forlod for at få en ny politisk platform med arbejdsro. En besnærende forklaring på, at det er mislykkedes, kunne være, at landsbytosserne er flyttet med. Men så enkelt er det ikke. Politiske landsbytosser har sære standpunkter, er uden politisk erfaring og tæft, og kender ikke og vil ikke respektere de almindelige, politiske spilleregler. De findes i alle lejre, men skaber som regel de største problemer for nye partier. De ældre partier har stærke partiapparater og magtstrukturer, som stort set hindrer afvigere i at nå frem til mødeborde og talerstole. Det pudsige er, at Pia Kjærsgaard har været så optaget af at skabe en stærk ledelse, at det i sig selv har næret uroen, langt mere end eventuelle tossers tilstedeværelse. Man fornemmer nu en betændt stemning af mistillid og meningstyranni, som er temmelig usund, hvis et parti vil fremme en intern, demokratisk samtale. De seneste fem år har imidlertid heller ikke givet indtryk af, at det er et af Dansk Folkepartis mål. Derfor vil det formentlig gå dette parti, som det er gået dets forgænger, Fremskridtspartiet. Med Mogens Glistrup i spidsen kom det i Folketinget med 28 mandater i 1973. I dag er Mogens Glistrup igen leder af partiet, hvis mandattal svarer til partilederens daværende trækprocent. Pia Kjærsgaard behøver næppe 27 år for nå samme resultat. hhh