Kristeligt Dagblad mener: Lang uddannelse er ikke altid svaret

Balancen mellem håndens og åndens arbejde er tippet

Når social- og sundhedsassistentens datter bliver sociolog, er der tale om en succes at dømme efter sproget. For så har hun fået en høj uddannelse i modsætning til moderens lave uddannelse. Hun er løftet fra bunden og er på en social opstigning . At samfundet i højere grad har brug for en sosu-assistent end en sociolog, fortoner sig. Med den sprogbrug, som gennemsyrer vores samfund, er det ikke sært, at uddannelsessnobberiet har gode kår, men der er brug for at se helt anderledes på social arv, end vi har gjort i de seneste mange år, hvor succes måles i, hvor mange der får en så lang uddannelse som muligt.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i sidste uge har Danmark trods gratis uddannelser og SU ikke højere social mobilitet end USA. Mens efterkrigsgenerationens landbobørn blev løftet, alene fordi de fik ni års skolegang i modsætning til forældrene, der var gået ud efter 7. klasse, er det anderledes i dag. Nu er det middelklassens børn, der får en videregående uddannelse, og navnlig opmærksomheden på mellemlange og lange videregående uddannelse har tilgodeset børn fra såkaldte ressourcestærke hjem, der nu i stigende grad fylder på professionshøjskoler og universiteter.

Blandt politikere (hvor flere end landsgennemsnittet har lange uddannelser) og forskere tales der skråsikkert om, at vi nu lever i videns- og informationssamfundet. Industrisamfundet er angiveligt afgået ved døden, og landbosamfundet er en saga blot. Debatten synes en smule afkoblet fra hverdagen, hvor der tales polsk på mange byggepladser, hvor rengøringsassistenten begår sig på rumænsk, og hvor mange landbrugsmedarbejdere er kommet hertil fra Ukraine.

Allerede nu mangler der så mange social- og sundhedsassistenter, at kommunerne ikke kan tåle at skaffe sig af med de brodne kar, og fremskrivninger viser, at der de kommende 10 år kommer til at mangle 40.000 nye social- og sundhedsassistenter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Unge, der tager en kortere faglært uddannelse, har med andre ord udsigt til fast arbejde og for manges vedkommende også en god indtægt. Det, der fylder i den offentlige debat, er imidlertid ikke muligheden for at blive selvstændig håndværksmester, men derimod risikoen for nedslidning og retten til tidlig pension.

Dansk uddannelsespolitik har brug for et sporskifte. Fremfor den evindelige tale om opstigning (til hvad?), bør fokus flyttes til, at alle unge får mulighed for at klare sig selv og få et godt liv, hvad enten de har gået i skole i lang eller kort tid. SU til kandidatstuderende kan være udmærket, men er på ingen måder det, der skal til for at sikre, at kontanthjælpsmodtagerens søn får et arbejde. Det er derimod basale skolekundskaber, som alt for mange forlader folkeskolen uden.

Hvad enten man skal være pædagogisk assistent eller pladesmed, skal man kunne læse og regne, men man behøver ikke være verdensmester i tekstanalyse. Der er desværre sket en overakademisering af samfundet, hvilket blandt andet giver beskæftigelse til de mange nye humanister, men der er brug for større respekt for og anerkendelse af de praktiske og menneskelige færdigheder, det kræver at arbejde blandt demente eller styre en bus gennem myldretidstrafikken.