HVOR LIGGER verdens navle? Er det en dalsænkning ved Svanninge? En lysning i Rold Skov? Rådhuspladsen i København? Et kontor i Bruxelles eller måske en computer i Silicon Valley i Californien? Alt efter centrum flytter udkanten. Og langt væk fra hvad, i øvrigt? Langt ud kan man hurtigt komme, hvis man tilfældigvis eller helt bevidst opholder sig et andet sted end dér, hvor tingene sker. Ifølge dem, altså, der mener at befinde sig lige netop i verdens navle. Så er man ude på marken, hvor kragerne vender, helt ude i skoven. Eller måske ligefrem koblet af, noget af det værste, man kan være i en computer-tid. »Ultima Thule«, det yderste Thule, kaldte man i den tidlige middelalder egnene nord for Hamborg. Vor egen Saxo Grammaticus var ikke meget for at befinde sig midt i det, andre opfattede som en kold udørk, så han flyttede nogle århundrede senere Ultima Thule længere mod nord, til Island og Shetlandsøerne. I nyere tid er Thule som bekendt flyttet endnu længere ud, mens vi i forhold til Thule luner os lidt ved at være inde i varmen. For det ligger der jo på solsiden af langt ude: inde i varmen. Langt ude lugter lidt af at være udenfor, isoleret, i udkanten af et pulserende liv i centrum. Det hektiske liv i hverdagens centrifuge er så til gengæld det, der kan få andre til at drømme om langt ude og et liv i ro og mag, et liv med høje tanker og tid til fordybelse. Giver liv til et håb om noget andet og mere af det, der virkelig betyder noget. Det er den drøm, der får et mildt skær til at falde over ideen om livet langt ude. Men også her er virkeligheden - om der er mere eller mindre af den afhænger af øjnene, der ser, og sjælen, der sanser. Kristeligt Dagblad indleder i dag en artikelserie, hvor vi har talt med mennesker, der har slået sig ned på steder, andre mennesker ofte betegner som langt ude. Og står det til diskussion, hvor verdens navle ligger, så er det heller ikke entydigt, hvordan man opfatter og lever livet »langt ude«. n føler, han lever på sidelinjen til det øvrige samfund, men det passer ham godt. Andre er midt i verden langt ude. n må bo ved havet, en anden må langt ud for at komme helt hjem. Fotografen Kirsten Klein er en af dem. At være langt ude er også at være tæt på, siger hun, og det er vel lige præcis det, det drejer sig om. At være dér, hvor man er, med det nærvær, der gør, at langt ude er tæt på. Og det er så i øvrigt også værd at huske på, hvis man - som størsteparten af danskerne i dag - bor et sted, man i ejendomsmæglersprog kalder centralt beliggende. For hvad nytter det at være tæt på, hvis man ellers er langt ude og aldrig hjemme? Hvis man aldrig løfter blikket og mærker, at livet er. Her.bl