Professor og idéhistoriker Johannes Sløk blev engang af en gruppe ateister spurgt, om han ikke kunne hjælpe dem med at ud-forme et gudløst begravelsesritual. Jo, det kunne han da. ”Fjern det lig”, ville det lyde i al sin enkelhed.
Om Sløks ateistiske begravelsesritual nogensinde har fundet anvendelse i praksis er usikkert. Men det er med til at understrege, at vores evne til at forholde os rituelt til livets afslutning er noget helt afgørende menneskeligt. Måske er det i en vis forstand det, som gør os til mennesker. At vi ikke kan nøjes med at sige ”fjern det lig”.
Af samme grund har ikke-religiøse begravelsesformer aldrig rigtig slået an i Danmark. Langt størstedelen af danskerne, 84 procent for at være helt nøjagtig, bliver da også begravet med gejstlig medvirken, som det hedder i statistikkens sprogbrug. De fleste af dem i folkekirken med det for mange velkendte ritual: ”Af jord er du kommet…”.
Men som Kristeligt Dagblad kan fortælle i dagens avis er antallet af ikke-religiøse begravelser og bisættelser steget kraftigt de seneste år. De udgør nu 16 procent af alle begravelser mod ni procent i 2006. Det dækker især over forskellige former for afskeds-ceremonier i hjemmet, askespredninger over havet, eller i kapeller og hospitaler, hvor bedemanden eller en pårørende gennemfører et forløb med et mindeord og et par sange, som ofte er bygget over det ritual, vi kender fra kirken. Det er en udvikling, vi kender fra blandt andet fald i antallet af døbte og antallet af kirkelige vielser, som nu også rammer begravelser.
Det er ikke mindst udtryk for, at en generation, som er født i de første efterkrigsårtier, ikke i samme grad kan finde sig til rette i de kirkelige ritualer og i stigende grad gerne vil sætte sit eget præg på den familiebegivenhed, en begravelse også er. Det er ånden fra 1968, individualisering og aftraditionalisering, som nu er blevet synlig i vores begravelseskultur. Der er tale om stærke sociologiske bevægelser, der med stor sandsynlighed vil skubbe på denne udvikling i årene, der kommer.
Samtidig er det værd at notere sig, hvor stærk den kirkelige begravelseskultur faktisk stadig er i Danmark. Ikke på grund af, men på trods af den idéhistoriske udvikling.
For flertallet af danskere på tværs af generationer er den kirkelige begravelse stadig den naturlige ramme om afskeden med familie og venner. Det hænger sammen med ritualernes dybe historiske og kulturelle forankring, men det handler også om, at folkekirkens præster faktisk formår at skabe en meningsfuld ramme om den kærlighedens gerning, det er at tage ordentligt afsked med en afdød.
Det er ikke en opgave, som uden videre kan overtages af bedemænd eller ceremonimestre fra Humanistisk Samfund. Både fordi de ikke altid evner at forvalte ritualet med den alvor og præcision, som er nødvendig for, at begivenheden ikke falder fra hinanden. Men først og sidst fordi de intet har at forkynde.
Men kirken skal selvfølgelig være opmærksom på udviklingen. Ikke fordi det i sig selv er afgørende for kirken, at der er kunder i butikken. Men fordi begravelsesritualet er vores ultimative fællesskabsstiftende ritual. Vores fælles udgang. Og fordi det er her, det kristne opstandelseshåb forkyndes med størst intensitet og nærvær.
Hvor vi hører, at vi alle kommer af det samme. At vi alle er lige i mødet med døden. Fordi vi her bliver forbundet med dem, der er gået i forvejen – og dem, der skal komme.
Af jord er du kommet…