Alle antenner bør rejse sig, når man læser kirkeminister Manu Sareens (R) meget juridske og teknokratiske beskrivelse af, hvad Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken skal lave. At hverken minister eller ministerium har besværet sig med at finde et mindre bureaukratisk navn, er et forvarsel om, at også dette kirkelige udvalgsarbejde kan ende som en rapport, der samler støv på reolerne i Kirke-ministeriet.
LÆS OGSÅ: Sareens udvalg kan nå at skrive kirkehistorie inden næste folketingsvalg
Intet i det knap fem sider lange kommissorium for det nye udvalg for folkekirkens fremtid minder om, hvad der er folkekirkens egentlige opgave. Kirken er hverken en virksomhed eller en forening, men rammen om et gudstjenestefællesskab og mange danskeres tro og forhold til Gud. Målet med en reform af folkekirkens ledelse og økonomi må vel være at sikre de bedste vilkår for den ramme.
Der er flere store strukturproblemer i folkekirken, men et af de største er nok politikernes overgreb på de fine magtbalancer i kirken. Manu Sareens beskrivelse af sig selv som folkekirkens chef og hans efterfølgende gennemtrumfning af et ritual for kønsneutrale ægteskaber er det seneste overgreb. Blandt andet dette har affødt en historisk bred opbakning til at ændre på folkekirkens ledelse og struktur. Selv for mange, der støttede indførelse af kønsneutrale ægteskaber, blev fremgangsmåden for provokerende. At gøre folkekirken til partipolitisk kampplads er ødelæggende.
Derfor er det rigtigt at lave en struktur, der beskytter kirken mod politikernes mulige overgreb. Eller med andre ord sikrer, at kirkens indre anliggender alt, der vedrører troen, gudstjenesten og ritualerne flyttes væk fra det politiske bord, så kirken bliver herre i eget hus. Den skal fortsat være bundet til staten, for staten har brug for kirken som værdileverandør.
Blandt folkekirkens problemer er dens manglende smidighed. Kirkens styrke er at være, hvor folk er. Men folket flytter sig, og kirken skal flytte med for at kunne nå dem. Det sker ikke tilstrækkeligt i dag.
Det er også rigtigt at se på finansieringen af folkekirken. Staten betaler nu en del af præsternes løn, hvilket gør kirken sårbar over for kritik fra de stadigt flere, der ikke er medlemmer af den. Det vil være bedre, hvis staten betaler til vedligeholdelse af de mange kirker, der er en del af dansk kulturarv.
Folkekirkens Storm P.-agtige opbygning uden klarhed i kompetencer og strukturer er grobund for handlingslammelse og mange konflikter. Kirken har brug for en visionær kølhaling. Måske er svaret større klarhed op igennem systemet og indførelse af et landsdækkende kirkeråd, men det er heller ikke problemløst.
De færreste ønsker sig en politiserende folkekirke. En ny kirkestruktur skal ikke alene sigte på, at folkekirken skal kunne nå til enighed med sig selv. Der skal også indføres mindretalsbeskyttelse. En folkekirke, hvor flertallet bestemmer, vil lide en hurtig død.
Manu Sareens proklamation i et interview tidligere på året: Jeg vil lave den største reform af kirken nogensinde, bør give selv de største reformtilhængere kolde fødder. Mange danskere vil formentlig også betakke sig for at få en kirke efter Manu Sareens hoved. Derfor skal dette ikke være hans reform, men folkekirkens egen.
Helt uansvarligt haster Manu Sareen en måske historisk forandring af folkekirken igennem. Første udkast til reform af kirken skal ligge klar om bare fire måneder. Hele arbejdet skal være færdigt om godt et år. Det er uansvarligt. Udvalget bør tænke sig grundigt om, så der kan laves forandringer, der for alvor hjælper folkekirken. Der er ikke brug for en forhastet reform, der bare er et lille skridt for kirken, men et stort skridt for Manu Sareen. bjer