Prøv avisen
Leder

Slip juleglæden løs

Juleglæden gælder både mennesker og samfund, skriver chefredaktør Erik Bjerager. Her ses Stenløse Kirke syd for Odense fra en tidligere - og hvidere - jul. Foto: Erik Thomsen/Biofoto

Juleglæden gælder både mennesker og samfund, skriver chefredaktør Erik Bjerager

Juleglæden synger vi om i næsten alle julens salmer. Det kræver en betragtelig indsats at få øje på budskabet midt i andestegen og gaveræset, men det drejer sig om andet og mere, end hvad en tidligere minister sagde om højtiden i sidste uge: Det er, hvad julen går ud på for mig: Hygge, hygge og hygge.

Juleglæden er en glæde, der dybest set er en trøstet sorg. I den smukke og alvorlige julesalme Hjerte, løft din glædes vinger, som formentlig bliver sunget i de fleste af landets kirker i juledagene, er det denne dybe glæde, der er omdrejningspunktet.

LÆS OGSÅ: Jul på k.dk

Salmen får den alvorlige tone føjet til på grund af sin tilblivelseshistorie. Præsten Paul Gerhard, der skrev salmen for mere end 350 år siden, boede i den lille by Mittenwalde i nærheden af Berlin i Tyskland. Trediveårskrigen havde raset og tømt hans sogn for mennesker. Ud af 245 huse var mere end 200 ødelagt. Landsbyens beboere var døde eller flygtede, og de tilbageblevne har formentlig været både skræmte over den krig, der allerede havde ødelagt størstedelen af byen, og angste for, hvad fremtiden ville bringe dem. Det er i disse omgivelser med død og ødelæggelse, at den kloge præst formår at formulere julens budskab som en glæde, der trodser al elendighed og al forstand.

Salmen er en trøsteprædiken til de overlevende i sognet. Den trøster dem ikke ved at give dem det tilbage, som de havde mistet. Heller ikke med banal optimisme på fremtidens vegne. Derimod trøster den ved at minde dem om julens glæde. Måske træder man ad tunge stier, måske har man mistet alt, men julen er døren til den sande glæde. En glæde, der angår selve vores eksistens. At Gud gav sig til kende, blev menneske og tog bolig iblandt os, ikke som filosofisk tankespind, men derimod konkret og håndgribeligt. Derved kan vi mennesker kende ham. Vi skal ikke stræbe efter at nå Gud, men fordi han bliver menneske julenat, når han os og lader os ikke alene.

Jesu fødsel blev et så afgørende vendepunkt for menneskeheden, at vores tidsregning begynder der. Kristendommen har sat dybe spor. Ikke alene i det enkelte menneskes liv og tro, men også i kultur og samfund.

At så mange mennesker går i kirke juleaften kan let affejes som tom tradition. Men det viser også et ønske om at knytte an til det, kirken står for, og som har præget især de europæiske samfund i mange århundreder.

Ligesom flere andre europæiske ledere har gjort det i det seneste år, holdt den britiske premierminister David Cameron i fredags en tale om kristendommens betydning for hans land. Det skete ved den afsluttende fejring af 400-året for oversættelsen af King James-versionen af Bibelen. En oversættelse, der har sat sit dybe præg på det engelske sprog.

Det overraskende ved talen var hans direkte anerkendelse af kristendommens store betydning for det britiske samfund. Han slog fast, at de bærende værdier stammer fra Bibelen ansvarlighed, ydmyghed, selvopofrelse og kærlighed og fastslog, at stoltheden over at arbejde for det fælles bedste og leve op til de sociale pligter er kristne værdier. Det var klar tale, og nogle vil måske hævde, at Cameron tog munden for fuld. Men som regeringsleder erkender han, at det er nødvendigt at understrege kristendommens betydning i en tid, hvor alt for mange prøver at reducere og relativere den.

Herhjemme sker det samme. Skoler undlader at sende børn i kirke til juleafslutning i misforstået hensyntagen til andre religioner. Gymnasier skal ikke længere undervise i salmer. Og kirkeministeren sender julekort med den engelske neutrale hilsen Seasons Greetings, selvom julen er andet og mere end et sæsonfænomen. Den er med Paul Gerhardts ord dør til den sande glæde.

GLÆDELIG JUL