Det er for let at være imod eliten

Overse ikke populistiske tendenser på venstrefløjen

Der er noget galt i toppen. Sådan lyder overskriften i en annoncekampagne, som Socialdemokratiet står som medunderskriver på i flere medier i disse dage. Annoncen, der angriber finansverdenen, slår en tone an, som ofte kategoriseres som populistisk: En ond elite undertrykker folket, og nu går de gode ind i kampen på folkets side.

Elite-retorikken opstiller et problematisk billede af et demokrati som det danske, der tilbyder mange muligheder for indflydelse. Disse strækker sig lige fra stemmeret, opstillingsret, partideltagelse til foreningsliv, forældrebestyrelser og meget andet.

Retorikken om de ufolkelige magthavere er ikke begrænset til Donald Trump i USA og Marine le Pen i Frankrig, selvom det helt overvejende er disse højrefløjsbevægelser, der er blevet ansigtet på populismen i medierne. Kampagner mod ”dem deroppe” findes også på venstrefløjen. Den findes i partier som Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og Femstjernebevægelsen i Italien. Den findes i en række sydamerikanske lande som Argentina, Bolivia og Venezuela. Den findes hos den tyske socialdemokrat Martin Schulz, der prøvede at hidse gemytterne op imod eliten, selvom han i mange år havde været en af kontinentets mest magtfulde politikere som formand for Europa-Parlamentet.

Og kigger man nogle årtier tilbage, springer et eksempel i øjnene, som sjældent er del af populismedebatten i dag. Kommunistiske bevægelser over hele verden prøvede gennem over 100 år at bilde vælgerne ind, at alt ville blive godt, hvis bare revolutionen indfandt sig, og magthaverne røg i den sorte gryde. Revolutionsretorikken var på mange måder al populismes moder: Vælt magten og få Paradis på jord.

Socialdemokratiet har heldigvis holdt sig for god til den retorik det meste af efterkrigstiden. Det gør man klogt i. Dels kan man snart selv have magten og være eliten. Dels har man før været magthaver, senest i fire år fra 2011 til 2015, og her kunne man have reguleret eliten. Men man valgte at gøre noget andet. Socialdemokratiet har i det hele taget været en del af magten gennem et århundrede, og det kan forekomme ufrivilligt komisk, når man stiller sig uforstående an, lægger nakken tilbage og kigger op på den truende magt, der tårner sig op.

Populisme er på både venstre- og højrefløjen et bredere fænomen end de partier, betegnelsen som regel benyttes om. Det er også et udtryk og en kultur, som de fleste magthavere på et eller andet tidspunkt har strejfet med en billig vittighed eller en letkøbt kritik. Det er derfor også værd at holde øje med, hvad der sker på venstrefløjen på populismefronten. For nye populistiske tendenser kan komme til at spille en større rolle i takt med, at de gamle bærende venstrefløjspartier mange steder i Europa får sværere og sværere ved at bevare positionen som reelt regeringsalternativ. En sådan udvikling vil næppe gavne europæisk politik i bred forstand.